Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
regler; han skriver således: Vu la petitesse de mon mérite
(IV 134), men tillader sig dog også undertiden at bøje
participiet: Vue la dispute qu’il prétendoit (III, p. 456).
I hormis (foris missus) have vi et ord, der frembyder
en fortræffelig analogi med de omtalte participier; oprindelig
skreves det hors mis i to ord, og mis opfattedes da endnu
som et virkeligt participium og rettede sig efter
substantivet: Hors mise la clameur de propriété (Livre des
mestiers, 9). Allerede i det femtende årh. finde vi imidlertid
eksempler på, at det lades uforandret, skønt det stadig
skreves i to ord: Ors mis la couronne que le roy Jehan luy
donna (Jehan de Paris p. 116); og således endnu hos
Rabelais: Hors mis la reparation de dessoubz le nez (Pant.
II, chap. xvii). Nu skrives det altid hormis og opfattes
som en virkelig præposition.
IV.
%
Jeg skal til slutning føje et par ord til de
bemærkninger, jeg ovenfor (p. 110 ff.) har fremført med hensyn til
participiets plads i forhold til dets objekt i gl.-fransk.
Jeg har alt gjort opmærksom på, hvorledes det kunde stå
såvel før som efter dette, ja endogså i spidsen af sætningen,
uden at det dog synes at være muligt at opstille nogen-,
somhelst regel for, når man fulgte den ene, når den anden
ordstilling. Her må dog undtages et bestemt tilfælde,
næmlig når man havde to participier, der begge styrede
det samme objekt, da jeg så tror at kunne godtgøre, at
man i almindelighed stillede det ene participium foran, det
andet bagefter som i følgende eksempler:
Et furent forjugié Jelians et Baudouins pour ce que leur
peres avoit prise leur mere et espousee mauvaiseinent
(Chronique de Reims § 399).
Tant que pris l’unt e retenu (Marie de France I p. 322).
Tant m’a rnenee ça et la,
Arse ma terre et confondue (G. de Palerme 5248—9).
Li princes Renaus avoit prise celle carvane et retenue
(Chronique d’Ernoul p. 97).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
