Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
siger han ikke simpelthen: „Er jeg klog, at jeg siger det
Modsatte af, hvad jeg mener?“ men saa omtrent det Modsatte.
815. „Terrae odium [iam diu] ambulat; iam nihil
sapit Nec sentit." Langen p. 234 anbefaler Scioppius’ ogsaa
af Ritschl optagne Konjektur: „tam nil sapit", og klager
over at jeg ikke har forklaret Hdskrnes iam. Jeg troede
rigtignok, det var tilstrækkelig tydeligt: „Han er allerede
bleven saa gammel, at han Intet kan forstaa; han kan ikke
mere begribe nogen Ting".
920 ff. Chrysalus’ fortrinlige Monolog, hvor han
sammenligner sine Bedrifter med den trojanske Krig, indeholder saa
meget Modsigende og Usammenhængende, at den ikke kan
være fremgaaet af én Støbning. Allerede Guiet indsaa dette,
og betegnede Versene 924 og 932—37 som uægte, og ifølge
Löwe hos Brachm. p. 99 f. mangle de 4 af disse Vers (932—35)
i Palimpsesten. Kiessling i Ind. sch. Gryph. 1878 p. 14 ff.
betegner 926 som uægte, og det kan ikke nægtes, at hvis
expugnabo i 924 er ægte, maa Cepi, i Perfektum om den
samme Ting, være galt. Dernæst forkastes Versene 940—47,
956 stryges og 957—60 flyttes og sættes efter 953.
Brachmann antager ikke blot for en Del af Scenen en dobbelt
Recension, A: Vv. 931—35 og 944—47. B: Vv. 940—43 og 956—960,
men selve denne Del erklærer han for uægte, og konstruerer
derefter, ikke uden mange Omstillinger af Vers, en saakaldet
ægte Plautinsk Monolog p. 108 ff.. Lad os nærmere
betragte Sagens Sammenhæng. Efter Indledningen (hvor V. 923
Lachmanns Rettelse „Milli cum numero nauium" maaske
burde optages, og 926 sættes i Klammer) begynder den
store Sammenligning. Den Gamle (Nicobulus) beklages
som Priamus, dernæst V. 932—35: „Pistoclerus er Epius,
Mnesilochus Sino, Bacchis Ilden og Chrysalus selv Ulixes";
men saa atter 940—43: „Den Gamle er Ilium, Krigsmanden
Menelaus, Chrysalus selv Agamemnon, men ogsaa Ulixes,
Mnesilochus er Alexander, som røvede Helena". Enten det
ene eller det andet af disse Stykker maa være uægte.
Kiessling udtaler sig bestemt imod det sidste; mig forekommer
det snarere, at dette bærer Ægthedens Præg, og at det
første røber en senere Tid. Samme Forhold gjentages endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
