Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ingen anden Grund tydelig kan paapeges, til Guddommens
Virksomhed i Almindelighed, selv uden at nogen særlig Gud
nævnes. Saaledes navnlig ogsaa den pludselig vakte Tanke
eller Forestilling, Overgangen fra det ubevidste Sjælelivs
Rørelser til Bevidsthed og Forsæt. Hvorledes Tanken
undfanges, voxer og næres i Mørket ligesom i Fostertilstand,
inden den træder frem for Lyset, det vare Grækerne paa hin
Tid endnu ikke modne til at blive vaer; det klare
Forestillingsbillede, som med Et dukker frem i Sjælen, stod for dem
som et Mirakel. Hvor hyppig er hos Homer ikke en
Tale-maade som: En Gud indskød mig den Tanke, el. desl.! Men
Fantasien var jo tillige fortrolig med Forestillingen om
Guddommene i menneskelig Skikkelse. Den var ogsaa fortrolig
med Forestillingen om, at Gaderne kunde paatage sig
virkelige Dødeliges Skikkelser. Naar Homer gjør en saa
over-maade hyppig Brug af Gudernes Inkognito, idet de gribe
ind i Menneskelivet, har han aabenbart støttet sig til de
gængse religiøse Anskuelser; man kunde aldrig vide, om en
fremmed Mand ikke egentlig var en af Himlens Guder!
Ogsaa sig Guderne vise som Mænd fra fremmede Lande,
Skabte maugfoldigen om, naar de Jorderigs Byer besøge,
Selv at see, hvad der øves af Mennesker, Yold eller
Retfærd (17, 485)1).
Det stod altsaa Digteren ganske frit for at gaae over fra en
abstrakt Anerkjendelse af, at Tanken var indgivet af
Guddommen, til en konkret, episk Udmaling af Guden, som i
haandgribelig Skikkelse kommer til sin Yndling blandt de
Dødelige, sætter sig hos ham og gjennem Samtale indgiver
ham Tanker og Planer. Om Digteren vilde opfatte en saadan
Forestilling som hjemmehørende i sin egen Samtid, kan
maaskee være tvivlsomt; men i fordums Dage færdedes
Guderne sikkert lys levende blandt deres Yndlinger, de
berømte Heroer. Efter at Guddommen eengang har paataget
sig en Dødeligs Skikkelse, spiller den sin Rolle saa godt, at
man i Tale og Handling egentlig kun mærker Mennesket.
’) sign. II. 5, 127—28.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
