Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kummerfulde Lod, men gaaer dog ned i Hallen. Der staaer
hun ved Højsalens Søjle,
Hyllende tæt om Kind en Flig af sit skinnende Linslør;
En af de venlige Terner der stod ved hver hendes Side.
Bejlerne dirred i Knæ, deres Sind blev fortryllet af Elskov,
Inderlig ønsked Enhver af dele den Yndiges Leje.
Hun røber sit ædle Sind ved sin Harme over, at den Fremmede
er bleven forhaanet i hendes Hus; hun er fager og tillokkende
og dog trofast i sit Hjerte; hun taler om, at Øjeblikket nu
er kommet for hende til Ægteskab, ifølge Odysseus’s egen
FormaniDg til hende, da han drog bort; og hun lokker
endelig Foræringer fra Bejlerne. Hun vinder kort sagt Alles
Hjerter, hvilket ogsaa er hele Hensigten med denne Episode.
Athene gaaer altsaa her som allevegne den digteriske
Kompositions Ærinde; hun er Skuespillets Regissør, der
minder Personerne om, naar de skulle træde frem paa
Scenen1); hun gjør endog Tjeneste som Pyntekone, en
Bestilling, som ellers mere er Afrodites. Hun interesserer sig
overhovedet for, hvorledes Digtet udfolder sig for
Tilhøreren eller Læseren, selv om Intet derved
op-naaes for Odysseus og deres fælleds. Sag. Hun
nærmed sig Helten Odysseus. Laertes’s Søn, ham at mane
Brød sig at sanke hos Bejlerne strax, for at see med det Samme,
Hvem der iblandt dem var ond, og hvem der var skikkelig
sindet.
Ej dog endda fra Fordærv hun en Eneste agted
at spare. (17, 361)
Naar hverken hun eller Odysseus vil spare Nogen af Bejlerne,
han være god eller ond, hvortil skal saa Aabenbarelsen af
’) For det Meste maae Personerne rette sig efter Tiden; undertiden
maa dog Tiden ogsaa rette sig efter Personerne. Da Odysseus
omsider er gjenkjendt af sin trofaste Hustru, havde Dagningens
Lys vist bredet sig over det grædende Ægtepar, hvis ikke Athene
betænksom havde sinket Natten en Stnnd, da den allerede var nær
ved sin Ende, og holdt Dagningen tilbage i Okeanos (23, 241). Da
saa Odysseus og Penelope endelig have faaet Søvn og kvæget sig,
tager Athene anden Beslutning og lader Dagningen stige op af
Okeanos (v. 344). — Det kan man kalde providentia specialissima!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
