Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
henvisning til det tilsvarende ords forhold i et, i denne
sammenhæng ganske andet sprog, latin. Hvilket virvar! Og hvad har
man nåt ved disse meningsløsheder, der ere gåede fra bog til
bog og fra lærer til elev i Gud véd hvor mange år? Kun at
reglerne om tur altid falde eleverne meget vanskelige. Desuden
er hovedreglen falsk. De her behandlede ord på eur ere
regelmæssige udviklinger af de latinske på orem, menteur af
menti-torem, hvortil der har sluttet sig nogle analogidannelser, og den
regelmæssige hunkønsform, historisk set, er den, der nu er
relegeret til undtagelsernes småt tryk: eresse. Endelsen euse er
i det 14de, 15de årh. lånt fra ordene på eux, latin osus, men
det vil blive for vidtløftig at komme ind på enkeltheder her.
En anden pseudo-historisk fremstilling, hvilende på samme
begreber „stamme" og „endelse”, og som vækker lige så falske
forestillinger hos eleverne, er den, der gives ved verberne: „Ved
verberne skjelnes mellem 1) stammen o: hvad der bliver tilbage,
når -ant kastes bort i participe présent . . ., og. 2) endelsen’1
(§ 78), og den dermed i forbindelse stående krønike om de fem
stamtider. Forvirringen bliver klarest ved verberne på -oir,
hvor recev er stamme i et verbum med former som regu, o. s. v.,
hvor u dog efter den hele synsmåde er „endelse“, eller verber
som prendre med stamme pren og former som pris o. s. v., hvor
S vel er „endelsen11. Stammetidernes theori fører til at forklare
2den person enkelttal i præsens imperativ, som dannet af præsens
indikativ ved en sløjfning af pronominet — je\ (B. § 79, 5),
mens det i virkeligheden er den latinske imperativ, der stadig
lever. Når dette ikke fremkalder endnu større forvirring hos
eleverne, end det i almindelighed gør, ligger det i, at de have
glemt læren om stamme og endelse, inden de ere komne ud over
de såkaldte regelmæssige verber, og læreren skal nok tage sig i
agt for at minde dem om den.
Disse bemærkninger gælde naturligvis ikke hr. B.s bog mere
end alle de andre, der høre til samme klasse; jeg benytter den
lejlighed, omtalen af hans bog giver mig, til en almindelig protest;
han må så tage sin del af ansvaret. I forbigående må jeg dog
gøre opmærksom på en bemærkning hos hr. B., som han må
tage på sin kappe, hvor også en sådan stillen på hovedet af det
historiske finder sted. Han siger, § 70, Anm. 1: „i cela er
l’accent grave sløjfet11; men den er jo tværtimod tilsat i lå blot
som adskillelsesmærke fra det uakcentuerede la uden at udgøre
nogen, om jeg- så må sige, organisk del af ordet.
Bortset fra denne „familiesygdom“ har hr. B.s lille bog
adskillige meget gode egenskaber. Den er klart og kortfattet
redigeret, og i så henseende heldigere end flere af dens danske
brødre, der have meget indviklede og tunge regler, således
behandlingen af prædikatets forhold til flere ved et og ni forbundne
subjekter eller af adjektivets stilling foran og bagefter substantivet.
Dog går, som jeg strax exempelvis skal vise, hr. B.s kortfattethed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
