Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den anglo-normanske dialekt indtager på grund af de
særlige forhold, der knytte sig til den, en ganske ejendommelig
stilling mellem de øvrige gamle franske dialekter. Den har,
ligesom den franco-venetianske, udviklet sig på fremmed
jordbund, men forholdene, under hvilke de to dialekters udvikling er
foregået, ere højst forskellige. I Norditalien trængte det franske
sprog ind ved de omvankende Trouverer, der foredrog deres
episke digte eller versificerede romans d’aventures; oprindeligt
skete dette på fransk, men snart begyndte man at læmpe sproget,
at italienisere det, og der opstod heraf et blandingsprog, hvis
væsenligste bestanddel er fransk, men stærkt blandet med
norditalienske ord og former. I dette besynderlige sprog, som nogle
iøvrigt ikke ville hædre med navnet dialekt, er der affattet
adskillige digte i det 13de årh., men allerede i slutningen af det
14de forsvinder det; den litteratur derimod, der oprindeligt havde
fremkaldt denne italienske udløber af „la douce parleure
fran-joise" uddør ikke med den, men fortsættes i de følgende
århundreder dels i prosaisk, dels i poetisk form uden dog at
frembyde nogen stor interesse, indtil den endeligt i det 16de årh.
ligesom får nyt liv og fremstår i en forynget skikkelse i Pulci’s,
Bojardo’s og Ariosto’s digte. I England stille forholdene sig
anderledes; de mindesmærker, der ere bevarede af den
anglo-normanske litteratur frembyde vel et særegent sprog, men dette
sprogs ejendommeligheder skyldes, om jeg så må sige, indre
forandringer: adskilt fra moderlandet har det undergået en hurtig
og gennemgribende afslibning så vel i fonetisk som i morfologisk
henseende, derimod kan der ikke påvises nogen indvirkning fra
angelsaksisk, hverken i ordforråd eller former.
Studiet af den anglo-normanske dialekt har været noget
forsömt; prof. Suchier’s afhandling om sproget i la Vie de St.
Auban var hidtil næsten det eneste af betydning, der var
fremkommet om den; nu har Koch’s udgave af Chardry’s digte
betydeligt udvidet vort kendskab. I en indholdsrig indledning har
han påpeget dialektens ejendommeligheder i fonetisk henseende,
deklinationens forfald, versemålets særegne, endnu ikke helt
forklarede uregelmæssigheder etc.; jeg skal ikke gå nærmere ind
herpå, da allerede Mussafia udførligt har drøftet alle disse ting
i en anmeldelse i Grober’s Zeitschrift (III, s. 591-—607).
Chardry’s digte frembyde ikke ringe interesse i sproglig
henseende, og man kan sige det samme om dem, når man
betragter dem fra et litterært standpunkt. Chardry fortæller livligt
og underholdende, og det er i det hele taget en förnöjelse at
göre hans bekendtskab ; ganske vist er det også meget
taknemmelige æmner, han behandler. Först den berömte legende om
Barlaam og Josaphat, der oprindeligt tilskreves Johannes
Damascenus og ansås for at v?ere en i sin inderste kærne kristelig
legende, men som senere viste sig at stamme fra buddhistiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
