Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som i det estiske (n. 7), lappiske (n. 14) og de to russiske
(n. 16—17) æventyr.
20) Min formodning om at den anførte saga skulde
være en forvansket genfortælling af et norsk folkeæventyr,
er senere blevet bekræftet på en mærkelig måde. Nogen tid
efter at det ovenforstående var skrevet, modtog jeg næmlig
fra hr. stud. mag. Hjalmar Pettersen i Kristiania en
afskrift af et æventyr, der afgiver et sikkert bevis for, at
Polyphemsagnet er kendt af folketraditionen i Norge, og da
nu dette æventyr, som jeg straks skal meddele in extenso,
står sagaen overordenligt nær, er der en til vished grænsende
sandsynlighed for, at den gamle sagafortæller som grundlag
for sin fortælling har benyttet et folkeæventyr og efter al
rimelighed netop d§t samme æventyr, som en nyere samler
for nogle år siden har hørt fortælle i en dal i Norge.
Æventyret hedder „Guten so stöypte Tinauge te Trolle“ og
findes udgivet i en samling Segner fraa Sunnfjorcl ^; det
lyder således:
„Da va eit Troll, so hadde tekje ein Gute; han hadde
stole haanaa, tvila eg; men Guten va ein Oskefise. Daa han
hadde vo mæ Tussen eit Bil, vart han ratt leie taa seg, men
kor sku han aa? han kunde ’kje korne vekk. Jau ein Dage
dar tok han Tussen sin Katte, aa stakk Augaa ut paa haanaa
aa sette so Tinauge inn atte ista’en. No kunde ’kje Katten
sjaa, men foor rundt alle Veggje, so han va galen. Daa
segje Tussen: „Eg kann ikkje anna tru, helde Katten maa
sjaa eitkvert, sia han fær so“. — „Ja, segje Guten, han gjere
nok da, han ser fulla baade Sylv aa Gull“. — Tussen tykte,
da sku væ væl, um han hadde slike Auge han aa; Guten
meinte, da kunde dar nok verte Raa mæ. Han te stöype
Tinauge aat Tussa, stakk so ut dei andre, aa sette inn dei
nye, men daa kunde ’kje Tussen sjaa Smitt held Smule.
Tussen tenkte mæ seg sjöl, at Guten sku ha atte ditte
Fantestykkje sitt, aa daa segje han da mæ haanaa ein Dage,
att dei fekk gaa late ut Gjeitenne. Aa ja, dei so gjore.
Daa dei kom te Floren, gikk Guten ina, men Tussen sette
l) [Jgeskriftet Dölen, ΎΙ årgang (1869), n. 50.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
