Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I løbet af natten kommer et underjordisk kvindfolk ind til
hende og begynder at passiare med hende; hun fortæller da
blandt andet, at hun bedder Sjöl. Det synes den
underjordiske er et „rart“ navn og begynder at ,,kare“ varmen ud
over skorstenen, men herover bliver konen „sint“ og vælter
en gryde sydende tjære ned over hende. „Hun til at huje
og skrige, og så rendte hun ud og råbte: „Faer, faer, Sjöl
har brændt mig!“ „Å, har du sjöl gjort det, så får du sjöl’,
ha’ det“, sagde det borte i bjærget.“
Lignende æventyr forekomme i Sverrig, hvor det gærne
drejer sig om en kolare eller tjärbrä/nnare. Således fortælles
der i Tyllinge (Kalmar Län) om et skogsrå, der kom til en
kulsvier, der kaldte sig Själv. Da trolden blev for
nærgående, brændte kulsvieren ham på hånden; skogsrået klagede
sig da: „Ai, ai! näven ä bränder“. Da råbte det i bjærget:
„Hakken har jort et?“ ,,Själv“ lød svaret. „Ja — svaredes
der i bjærget — va själv har jort, får själv förlåte“. 1
Skåne fortælles det samme om skogsnufvan, og svaret lyder
her: „Sal gjordt är väl gjordf1 eller „Säl svara och sal ta
(el. }ια)“. Disse svenske æventyr foreligge ikke trykte1) og
jeg skylder hr. cand. polit. F. L. Grundtvig tak for den
beredvillighed, hvormed han ved henvendelse til bekendte i
Sverrig har skaffet mig afskrifter af æventyrene.
Et tysk nissesagn meddelt af A. Kuhn2): „En fisker
tiltaltes af en wåternix, dé was so gröt as en lut håneken,
og fortæller denne, at han hedder „Selberjedån“; nissen,
der knap kunde tale, da den et janze mul vull padden hadde,
spytter derpå disse udover manden; men da greb denne en
stok un schloch uppene wåternix jam barbårisch los, dat hé
jots jummerlicke an to schriene fung, un alle de wåternixe to
hope kémen un em frogen, wer em den wat dån hedde; då
schréch de wåternix·. „Selberjedån“ un as dat de ängern wåter-
’) Smig. dog Eva Wigström, Folkdiktning i Skåne. Kbhvn. 1880.
S. 129.
2) Sagen aus der Markt (n. 5) i Haupt’s Zeitschrift f. deutsches
Alter-thum, IV, 393.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
