Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Disse indeholde imidlertid en stor mængde enkeltheder, som ikke
kunne eftervises i den opbevarede litteratur, hvorved de, foruden at
pålægge begynderen et til dennes forståelse unødvendigt og
meget vanskeligt arbejde, tillige give et falsk billede af den
virkelig overleverede sprogform. Whitney s Sanskrit Grammar
(1879) har den store fortjeneste at have taget et overvejende
hensyn til den foreliggende litteratur. Skulde man gøre nogen
indvending mod Whitney, skulde det snarere være, at han
behandler de Indiske grammatikere lidt for tilsidesættende. Man
kan vel antage, at disse have opstillet regelmæssige former, som
ikke have været i virkelig brug, eller at de have opstillet mange
tvivlsomme rødder, som for os i det mindste må være
værdiløse, så længe vi ikke kende sammenhængen med dem; men at
de skulde have givet pinlig detaillerede bestemmelser om ganske
uregelmæssige tilfælde, f. ex. antagelsen eller ikke-antagelsen af
bindevocalen i i verbernes bøjning, enestående aorist-dannelser
osv., af nogen anden grund, end fordi de fandtes i sproget, kan
ikke antages. Her har Whitney på nogle steder gjort kort
proces, efter min mening med urette: slige enkeltheder kan det vel,
ikke for øjeblikket betale sig at lære, men de synes mig dog at
burde stå i de almindelig brugte udførlige Sanskritgrammatikker ;
man véd ikke, hvad øjeblik de kunne få betydning. Dette er
imidlertid kun en ringe indvending mod Whitney’s fortræffelige
arbejde, som ikke alene er den nyeste, men også den i
videnskabelig henseende vigtigste behandling af Sanskritgrammatikken,
vi have. Det er til Whitney, at det arbejde, som er genstand
for denne anmeldelse, nærmest slutter sig.
Forfatteren er en discipel af Whitney, og hans arbejder1)
besidde i høj grad dennes gode egenskaber : let overskuelig
anordning, klar explicit fremstilling og statistisk nøjagtighed, så at
læseren umiddelbart modtager den størst mulige kundskabsmasse
med den mindst mulige tidsspilde og anstrængelse. Den
indvending, som jeg ovenfor mente at kunne gøre imod Whitney’s
udførlige sproglære, nemlig at han på nogle punkter ikke havde
ansét det for umagen værd at medtage alle de Indiske
grammatikeres regler, vender sig ved det her omhandlede arbejde, som
er beregnet på den praktiske undervisnings behov, til et fortrin:
her er rigelig medtaget alt, hvad der behøves, og flere detailler
vilde her have gjort mere skade end gavn. Fra Wliitney
afviger det her omhandlede arbejde for det første ved intet
hensyn at tage til Vedasproget, men derimod at give en kort over-
’) Jeg kender: 1) The kindred Germanie words of German and
Eng-lish, exhibited with reference to their consonant-relations
(Transactions of the American Philological Association for 1880, Vol. XI).
— 2) On the verbal roots of the Sanskrit language and of the
Sanskrit grammarians (Arner. Orient. Soc. 1878). — 3) Statistical
and Discursive Notes on Vrddhi-derivatives in Sanslo’it (Lunds
Univ. Årsskrift, Tom. XVII).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
