Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I fortalen til første bind findes en udførligt beskrivelse af
kilderne. De håndskrifter, der have afgivet det betydeligste
materiale, ere 3 arnamagnæanske membraner og 1
papirhåndskrift (fra 1690) i Stockholm, der uden tvivl på første eller
anden hånd stammer fra et nu tabt pergamentshåndskrift ; de
andre ere benyttede både til udfyldning af manglende stykker
og forbedring af de i hine foreliggende læsemåder. Det ældste
af disse håndskrifter (B) tilhører midten af det 14., de andre
(A og C) slutningen af dette og det følgende århundrede.
Udgiveren har i de fleste tilfælde gennemført den i de såkaldte
normaliserede udgaver brugelige retskrivning, hvilket
fuldstændig må billiges, da samlingen i modsat fald på grund af
håndskrifternes forskellige alder vilde have fået et höjst hroget
udseende. Skrivemåden i det ældste håndskrift fra midten af
det 14. århundrede er lagt til grund, hvorfor lydbetegnelsen i
dette er bleven meget nöjagtig angivet. Normaliseringen er „der
gleichmässigkeit· halber“ foretagen med stor — næsten altfor
stor — nöjagtighed og føren tilbage til de hyppigst
forekommende former1), som f. eks. når y i ordet myrginn altid må
vige pladsen for O (cfr. I, s. XVI). For det lange e (o: é)
bruges altid tegnet é, hvormed Rask vilde betegne det
nyislandske jce, men som nu i udgaver af oldskrifterne vitterlig er
fuldstændig opgivet, da det hverken stemmer overens med den
gamle eller nyere udtale, skönt det af og til endnu bruges af
nyislandske forfattere. Noget besynderligt er det at sé
prono-minerne pess og pessi osv. altid skrevne med -rs- ; udgiveren
bemærker I, s. XXII med hensyn hertil, at dette er den med
én undtagelse i håndskriftet herskende skrivemåde, hvilket for
så vidt kan være rigtigt som det i alle disse tilfælde optræder i
formen psf, p’fi osv., der efter snirkelens sædvanlige betydning
måtte opløses som pers, persi osv., men når man lægger mærke
til tegnets forskellige anvendelse både som -er, -ir, ja endog -yr
(cfr. I, s. XVI), bliver det overmåde tvivlsomt, om skriveren
nogensinde har tænkt på denne lydforbindelse. I de ældste og
bedste islandske håndskrifter (f. eks. Islendingabok, Stockh.
Homiliubok, Leifar (AM. 677, 4to), Elucidarius osv.) findes
skrivemåden med -rs- aldrig, men ene og alene i norske eller
af Nordmænd påvirkede Islændingers afskrifter (cfr. Wimmer,
Oldn. forml. § 96, anm. 2). Så meget synes klart, at denne
udtale med -rs- (i ordene pess og pessi) aldrig siden
litteraturens begyndelse har været gældende på Island, da netop hele
sprogbevægelsen i dette og mange andre tilfælde er gået i mod-
16. årh. igennem folkelig overlevering ere satte på vers, hvoraf det
første kvad endnu er meget udbredt.
’) Urigtig erklærer udg. I, s. XIV formen hand (genstf.) for en
skriv-fejl ; det er kun den uomlydte form for Mnd ligesom logandwm for
logöndum osv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
