Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sat (progressiv assimilerende) retning, idet et oprindeligt
-rs-meget tidlig er bleven assimileret til -SS- (cfr. Konr. Gislason,
Oldn. forml. § 107, 9). Til yderligere bekræftelse på dette
for-bold skal jeg nöjes med at anføre et par verslinjer, f. eks. af
Guömundar drapa Arngrims fra 1345 (Bps. Π, 187 ff), der lyde
således :
heilagt vers (o: vess) tôk hann sem hnossir 8 5
pessa ferS hve hins hyggju hvassa 13 3
lundar hress å pålmi pessa 40 2,
hvilket turde være et tilstrækkeligt bevis for den med håndskriftet
samtidige udtale. Forkortelserne i de senere båndskrifter svare
ikke altid til den virkelige udtale, men ere ligesom forstenede
lævninger fra ældre tid, der ofte have fået en mere udstrakt
anvendelse. Til I, s. X kan bemærkes at 1. pers. sing. ind. af
udso. hofa nu aldrig hverken i skrift eller i tale hedder hefir
men enten hefi eller hef, ligesom acc. dat. gen. af fadir og
modir ikke hedder födr og modr men födur og modur. —
Heller ikke synes der nogen væsenlig grund til at fordrive alle
de „deutsch-dänische lehnwörter“, der fandtes i håndskrifterne,
som f. eks. penkja, selskapr, kvinna, deydi osv., og indsætte de
islandske ord eller former isteden, da der i de selvsamme
stykker mylrer af uislandske talemåder og ordforbindelser, som ikke
kunne forandres. En ligeledes unødvendig ændring forekommer
det mig at være, når udg. i LXXI 4 ombytter håndskriftets:
penna fjårlilut tf/ndi hann nå allan med pessum ....
ollum, skönt der rigtignok lidt senere i samme fortælling 1. 42
findes: er fmu hafdi tynt, og udso. tf/na overhovedet ikke
styrer acc. i det almindelige sprog. Grenstandsformen er her
snarere fremkommen ved en ubehjælpsom eller slavisk
oversættelse af den latinske original end ved afskriveren Jon Yigfiissons
(eller hans forgængeres) skødesløshed. Desuden gives der
eksempler på lignende syntaktiske ejendommeligheder fra den
senere middelalderlige litteratur *).
Teksterne ere overhovedet meget nöjagtig og
samvittighedsfuldt behandlede og når et stykke forelå i flere håndskrifter, kan
man vistnok altid være sikker på, at de bedste læsemåder ere
optagne i teksten2). Dog kan der undertiden være spörsmål, om
udgiveren, når han havde med en eneste, på flere steder meget
forvansket overlevering at göre, har truffet det rigtige eller løst
sin opgave på en fyldestgörende måde. Jeg vil tillade mig at
1) Sål. i nærv. samling nr. XL 13: Hann skaut ut iunguna, i næste
linje derimod den sædvanlig forbindelse : at hann sfcaut henni ùt,
hvilket dog ikke synes at have vakt anstød hos udg.
2) I nr. XIX 29 har udg. dog, rimeligvis i overensstemmelse med
teksten i Fms. XI, s. 441, udeladt det uundværlige objekt rigu i
sætningen: hverja rigu (bevægelse, svingning) hann (o: vadrinn)
gjörir yfir pveran akrinn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
