Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sonlige Liv, kan i mange Henseender tjene til Forbillede i en
Tid som vor, hvor Appel til Samvittigheden saa ofte anvendes
som Skræmmemiddel over for den frie Forsken, og hvor paa
den anden Side Tankefrihed ofte betragtes som uforenelig med
Pietet. Rigtignok vil hans Skæbne tillige kunne tjene som
tragisk Exempel paa, hvor hensynsløs Reaktionen kan optræde,
naar den først er bleven vakt. Vi maa her vel vogte os for at
kalke Profeternes Grave. Dette er en Bemærkning, som naturlig
fremkaldes ved Forfatterens i Skildringen indskudte teologiske
Henvisninger. Han sympatiserer med den antike Sokrates, men
vilde neppe sympatisere med en moderne Sokrates. Alt hvad
Sokrates brød sit Hoved med i hele sit lange Liv, synes for
Forfatteren at have fundet sin fulde Besvarelse i den kristelige
Teologi. Hans Ytringer i denne Retning ville ikke undlade at
vække adskillige af hans unge Læseres Kritik. En moderne
Discipel af Sokrates vil nemlig ganske simpelt svare Forfatteren
paa hans Henvisning til Dogmerne, at han ikke har Tid til at
tænke derpaa, da han har nok at gøre med at prøve sig selv,
— ganske som Sokrates svarede Faidros, da denne spurgte, om
han troede paa Myten om Oreityjas Bortførelse. Man kunde i
det hele have ønsket at genfinde noget mere sokratisk Aand i
den ellers smukke og fyldige Skildring. Der mangler faste
Linier og skarpe Grænser, som meget vel kunne forenes med en
populær Fremstilling. Det er, for at nævne et enkelt Exempel,
en meget uklar Maade, hvorpaa Forfatteren stiller sig til det
Spørgsmaal, om Sokrates hyldede Nytteprincipet eller ikke. Han
indrømmer, at Sokrates, naar han nærmere skal bestemme, hvad
det gode er, ofte sætter det ligt med det nyttige; „men,“
tilføjer han, „Grundtanken hos ham er dog [sie] den, at alt kommer
an paa, hvad der er væsentlig nyttigt, altsaa ikke paa den
ydre og timelige Lykke, men paa hvad der er til Gavn for
Menneskets Sjæl og dets evige Bestemmelse“ (p. 63). Efter
hvilken Logik hører det væsentlig nyttige ikke ind under
Nytteprincipet? Det maa dog snarere høre derind end det
uvæsentlig nyttige. — Udtrykket „Menneskets evige Bestemmelse“
er aldeles usokratisk, er ikke en Gang platonisk.
Oversættelserne ville være særdeles velkomne for mange.
Saa vidt jeg kan dømme, ere de heldige og nøjagtige, maaske
undertiden for nøjagtige, for græsk-norske. Man skal ganske
vist høre en græsk Tone klinge, men det er ikke det samme
som at høre græske Vendinger og Konstruktioner. — Det havde
maaske været mere fortjenstligt, om Forfatteren havde oversat
nogle af de Dialoger, der hidtil ikke ere oversatte (f. Ex.
Faidros); derved vilde han have udfyldt et virkeligt Hul. Dog
maa det bemærkes, at den af Forfatteren givne Oversættelse af
Apologien er den første gode Oversættelse af dette mærkelige
evig unge Skrift.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
