Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kalmar („Calmernia“, 0. M. IX, 10; „Calmarnia“, X, 8)?
Næsten ligesaa uforklarligt er Folkenavnet „Etüli“ (A. III
Sc. 7), der findes i omtrent alle ældre og nyere Udgaver,
men i Maft’ei’s fra 1723 er forandret til „Eruli“ o:
Heru-lerne. — Naar Tasso ved Siden af de rigtig nordiske
Lokaliteter nævner den hercyniske Skov, en fra Plinius tagen
Benævnelse (det var en vidtstrakt Bjergskov, som bredte
sig lige fra Schwarzwald op til Harzen), saa viser det, hvad
man jo kunde vente, at han ikke er helt naaet til
Anvendelse af Lokalkolorit i moderne Forstand. Det stemmer
med, at Torrismondo i 1ste Akt hører Samvittigheden raabe
saa høit som Cerberus og som Skylla og føler den nage
som den lernæiske Hydra og som Furiernes Slanger. Paa
andre Punkter møde vi Hentydninger til Forbold, som laa
nærmere ved Digterens Tid. Saaledes som Alvida i tredie
Akts 6te Scene skildrer Vaabendysten ved „Nicosia“, falder
den ind under de middelalderlige Ridderspil, og Korets
Omtale af „il pigro Arturo“ (i 2den Akts Slutniugskor)
henhører til en lignende Kategori: den minder om de gamle
bretonske Sagn om Ridderkongens Tryllesøvn1). I 2den Akts
3die Scene tales der om „Bedeklokkens Klang“, og
sammesteds bliver Rosmonda sammenlignet ikke blot med „de
strenge Nymfer i Oldtidens Skove“, men ogsaa med „de
hellige Møer i Klostrene“ — her er man altsaa næsten
ganske paa Katholicismens Grund. Flere Gange forekommer
der ligeledes Udtryk som „Piaccia a Dio“ o. Desl., men
andensteds er det igjen de græsk-romerske Guder, der
nævnes og anraabes. Derimod træffer man intetsteds paa
det nordiske Hedenskabs Gudenavne; maaskee Tasso paa
dette Punkt har ladet sig paavirke saavel af æsthetiske som
af kirkelige Hensyn.
Stykkets Naturskildringer ere heller ikke uden
Reminiscenser af Olaus Magnus’ Beskrivelser. Naturligvis tales
der paa mange Steder om Is og Sne og om den lange Dag
og Nat, som karakteriserer Aarstiderne i det høie Nord;
men navnlig mærker man Tasso’s nordiske Kilde i Skil-
’) Sig. Dimlop, Gesch. der Prosadichtungen (ved Liebrecht), P. 93 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
