Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lem fænomener, der sædvanlig henregnes til lydovergange
(navnlig assimilation), og andre, der kaldes
„analogidannelser“.
III.
Går vi over til at se lidt på låneordene, så kan vi
her anstille ganske lignende betragtninger som ovenfor med
hensyn til analogidannelser. For at vise lydlovenes
konsekvens eller rettere for, hvor vi i et sprog finder fænomener,
der ikke lader sig forklare ved hjælp af lydlovene, da at
forklare, hvorfor disse fænomener ligger udenfor lydlovenes
rækkevidde, har man ofte grebet til den forklaring:
vedkommende ord er et låneord. I mange tilfælde har man
selvfølgelig ret: det er indlysende, at f. ex. et ord, der bevislig
er trængt ind i höjtysk fra nedertysk efter den höjtyske
lydforskydning, ikke kan bevise nogen inkonsekvens i
lydforskydningen; men i andre tilfælde er man, synes jeg, ved
at benytte låneordsforklaringen gået for vidt. Curtius havde
f. ex. spurgt: hvor har vi lydlove i overgangen som dem,
der findes i kælenavnene Bob for Robert, Beppo for
Giuseppe osv.? Dertil svarer Delbrück: vi kan her aldeles ikke
spörge om lydlove, for ordene ere jo naturligvis lånte fra
et andet sprog, nemlig börnesproget. Og Nyrop (s. 31)
skriver ligeså: „de må alle som oprindelige kælenavne
betegnes som fremmedord, de hører oprindelig hjemme i
börnesproget.“
Men dermed er sagen jo ikke klaret. Har vi ikke, når
vi hører, at nht. echt er et nedertysk låneord, lov til at
spörge: efter hvilke lydlove har formen da udviklet sig på
nedertysk grund, inden den blev optaget i höjtysk? Men
anvender vi det samme på kælenavnene og spörger om de
lydlove, som de bar udviklet sig efter i börnesproget, inden
de voksne optog dem, — ja så er vi lige vidt: hverken
lydlove eller analogi kan forklare formerne. Nu har ganske
vist dr. Nyrop en lille bagdör at smutte ud ad : han föjer
til de ovenfor citerede ord: „og [de] er altså i yderste
instans at betragte som mislykkede forsøg på at efterligne de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
