Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ringer finder jeg i det overordentlig vigtige, men ved disse
undersøgelser næsten altid oversete princip: hensynet til
forståeligheden. Wegener har i sine Untersuchungen
über die grundfragen des sprachlebens (Halle 1885) givet en
udførlig og bred fremstilling af betingelserne for sproglig
forståen overhovedet og navnlig på syntaxens område
påvist, hvor umådelig mange ting en talende kan undlade at
udtrykke i sine ord, fordi situationen fører med sig, at den
hørende lægger netop dét til, som den anden ønsker; det
rent lydlige ligger denne forf. fjærnt, og han har slet ikke
sat sine teorier i forbindelse med det spörgsmål, der
beskæftiger os her. Men én bemærkning af ham kan vi her
benytte; ban siger (s. 186): „I mindre omgangskredse, hvis
medlemmer står hinanden nær, f. ex. indenfor én familie, én
landsby, gör man meget hyppig den iagttagelse, at de
artikulerer ordene meget mangelfuldere og med langt ringere
expirationsstyrke, når de taler med hinanden, end når de
taler med fremmede1). Enhver kender jo så nogenlunde
den andens ejendommelige måde at tale på og forstår ham,
når han holder hånden for munden, når han har piben mellem
læberne eller mellem tænderne, når han gaber eller spiser osv.
Man kan derfor vel sige : jo fjærnere de med hinanden
talende personer står hinanden, des mere vægt lægger de på
en nöjagtig artikulation.“ — Særlig tydelig bliver man også
nødt til at tale for at blive forstået, når man som en
skuespiller eller folketaler henvender sig til en större mængde
på en gang; her kan man jo ikke engang trøste sig med
den tanke : forstås jeg ikke, bliver jeg nok afbrudt af et
„hvad behager?“ Der kræves her större omhu for
sprogformen i det hele: valg af ord, der ikke tilsteder
mistydninger, nöjagtig sætningsforbindelse osv., men hvad der her
særlig vedkommer os, er, at ligesom man må skrive
tydeligere til en fremmed end til en, der daglig læser ens hånd-
’) [Herpå beror også en af de mange vanskeligheder ved
dialektstudier: en fremmed kan kun meget vanskeligt få en almuesmand
til at tale nöjagtig, som han gör overfor sine daglige [-omgangsvenner]-] {+omgangs-
venner]+}
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
