Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
organfølelsen forskellig for nöjagtig den samme lyd i
forskellige forbindelser? Har der ikke været en tid, da
organfølelsen for b var den samme i lat. habere og bonus eller
for n i bonus og bona1? Og bar vi ikke ber alligevel
forskellig behandling i fransk avoir, bon, hvor n er bortfaldet
mod at give vokalen nasal farve, og bonne med bevaret n?
Var beviset fuldstændig rigtigt i alle måder, vilde sådanne
spaltninger åbenbart være umulige.
Men det er heller ikke rigtigt; det hviler på det
fuldstændig ubevislige postulat, at jeg, fordi jeg et sted har
byttet lyden x med x1, eo ipso skal foretage den samme
ombytning, hver gang x igen skulde forekomme under „de
samme lydlige betingelser“1). Der er ikke nogensomhelst
grund til a priori at antage en sådan fuldstændig
konsekvens i en menneskelig vane — og andet er det jo ikke,
der her er tale om. Tværtimod er der meget, der taler for,
at overskridelsen af den tidligere grænse for lydens
spillerum i én retning i nogle tilfælde kan medføre, at der næste
gang finder en overskriden sted i modsat retning. Og
hvor vi bliver vidne til lydloves vorden, ser vi da også
stadig en vaklen, en usikker svingen mellem det gamle og
det nye. Man kan f. ex. her i Danmark høre ikke helt
få personer i færd med at gennemføre den lydlov:
inter-vokalisk s bliver foran betonet vokal balvstemt eller
endog stemt [z]2). Det er endnu en ren individuel
udtalemåde, men det skulde ikke undre mig, om det (hvad jeg
dog næppe selv får lejlighed til at kunne konstatere) f. ex.
i midten af det 20de århundrede er blevet en
gennemgående „lydlov“. Men de, hos hvem man kan høre det,
anvender det langtfra overalt; man kan næsten i samme
åndedræt høre dem i det samme ord og med samme betoning
’) Man overveje også her Schuchardts indvending (s. 19 f.), at det,
der i et sprog er „de samme lydlige betingelser“, ikke er det i et
andet, ja ikke engang i det samme sprog på en anden tid, og
at vi altså aldrig kan vide i forvejen, hvad der er de samme
lydl. bet., men först kan abstrahere det af selve lydloven.
2) Det samme finder ikke heller så sjældent sted efter langt betonet
vokal i rose, vise osv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
