Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sige snart [s], snart [z], således i besøge, basar, i sinde. Jeg
har gang efter gang hørt landstingets formand, når han læste
stemmesedler op, sige „de samme, de samme, de samme“
osy., med snart indtrædende, snart udeblivende stemmeklang
i s’et; men jeg mindes aldrig at have hørt ham bruge
udtaleformen med [z] i nogen anden forbindelse. —
Der tales endvidere om, at ændringen skal indtræde
samtidig hos flere individer, men på den anden side hævdes
det, at lydændringen må begynde hos ét individ for fra
ham eller hende at gå videre. Delbrück siger således
(Einleitung s. 119), at man blot behøver at opstille spörgsmålet,
om de omtalte lydændringer indtræder med et slag hos alle
medlemmerne af samme sprogsamfund, for at besvare det
benægtende; og den slags overgangstilstande, hvor det nye
findes hos nogle og det gamle hos andre, indrömmes da
vel også af alle (Paul, Princ. s. 55, Nyrop s. 22).
Herved indrömmer man, at der gives tider, hvor en eller
anden lydlov ikke er gennemført inden for samme
sprogsamfund. Men, siges der så, da der ikke findes to
mennesker, der taler ens, må vi for at konstatere
lydlovenes ubrødelighed strængt taget gå til det enkelte
individ, ja endog — ti den enkelte taler jo heller ikke på
forskellige stadier i sit liv ens — til et
„momentangennemsnit“ i et enkelt individs sprog (Delbrück). Altså, den höjst
vigtige sætning, som „sprogvidenskaben må hævde som en
livsbetingelse“ (Nyrop 17), den reducerer sig til, at vi kun ved at
optage et slags öjebliksfotografi over et menneskes sprog
skulde finde lydlovene undtagelsesløse. Men i et enkelt
moment existerer for individet strængt taget — og vi må
på disse teoretiske höjder stadig bevæge os med et „strængt
taget“ — kun ét ord, det han er ved at udsige eller tænke,
eller endnu strængere taget, kun en brøkdel af dette ord;
og selv om vi vil medtage alle de spirer til ord, der
slumrer ufødte i hans sjæl, hele det sprogstof, som han
„behersker“ o: som under visse betingelser kan blive til
artikulerede ord, så må vi spörge: hvilke lydlove er det, vi der
ser i al deres strålende renhed? De gamle, den förste
lydforskydning f. ex.? Næppe. Det må vel være de i nutiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
