Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128 W. F. K. Christie
Et lignende Sagn fortælles i Krafts Norges Beskrivelse, 2. D,
S. 208, og i Fayes norske Sagn S. 141, om Hedals Kirke i Valders.
[189 a, 48—49. 1848. Og i 193 h 111, 4. 1846].
St. Olavs-segner.
I et Bjerg, Lundsbjerget kaldet, hvilket er ganske brat ned
gaaende i Søen og hører under Gaarden Lund i Vedøe Præstegjeld,
ved Indløbet til Romsdalsfjorden, er et Hul, eller en Hule, kaldet
Guldringshullet, hvilket Navn det har faaet deraf, at St. Oluf
engang da han rejste igjennem Fjorden steeg op i Masten paa sit
Langskib, og lagde en Guldring ind i Hullet. [193 i, 1. heftet
s. 20. 1847J.
Aadnevarftet eller St. Olafs-Traangjen kaldes et Sted ovenfor
Galderne i Leirdal, hvor Vejen er anlagt igjennem et snævert,
krumt Pas, der uden Tvivl i Forverdenen er udhulet af rin
dende Vand.
Om dette Sted fortæller Sagnet, at St. Olaf engang kom ridende
igjennem Dalen, og at han, da en Klippe-Forhøjning laae ham
ivejen, forcerede sin Hest igjennem Klippen, og saaledes banede
sig den Aabning, som nu er i Bjerget, hvilket endnu kan sees af
de deri indtrykte runde Spoer af Hestens Lend.
En Jutul, som ejede Bjergene i den Tract, og som just da
stod oppe paa et Fjeld lidt længere ned i Dalen, blev fortørnet
over Kongens voldsomme Adfærd, især da han just havde sin
Kjelder der, hvor Kongen brød Aabningen i Klippen.
Han tiltalede derfor Kongen spodsk saaledes:
St. Olaf med dit røde Skjæg!
rider du gjennem min Kj elder-Væg.
Kongen, ikke mindre fortørnet over Jutullens haanlige Til
tale, svarede:
Trold ! stat stille i Steen
indtil jeg kommer her igjen
Kongen rejste aldrig mere igjennem Leirdal. Derfor staaer
Troldet endnu oppe paa Fjeldet som en Steenstøtte, der den Dag
i Dag er kaldes: Jutul-Stenen. [187 a nr. 52. »Dette Sagn hørte
jeg saaledes fortælle af Bønder, da jeg i 1835 rejste igjennem
Dalen.« Ogso umtala i 235 a nr. 92].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
