Nordiskt kunstner-/konstnärs-album / 1878 / 46 (1877-1878) Author: Johannes Jaeger With: Lorentz Dietrichson, Carl Gustaf Estlander, Julius Lange, Carl Rupert Nyblom Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.








Klosterlivet höerer til den Del af Historien, »som forsvinder»; der er godt, at
Kunsten kan bevare Mindet. Naar da en sen Efterverden, for hvilken
Klostre og Munke ere intet Mere end en Saga, ser efter, hvad Malerkunsten
vidner om dem – hvilket Indtryk vil den da faa? – Ja, gjennemvandrer
í man Gangene og Cellerne i S. Marco i Florents og ser, hvad den »englelige»
Dominikaner Fra Giovanni da Fiesole dér har malet, da faar man et enestaa
ende Indtryk af den fra Verden bortvendte Religiösitet i hele dens Inderlighed
og fine Idealitet. Gaar man saa 200 Aar længere frem i Tiden, ser man,
hvorledes de fortræffelige spanske Malere, f. Ex. Murillo, maler Munken, hvis haarde
Bod og brændende Andagt Madonna lönner ved at aabenbare sig i sin glimrende
Herlighed for ham i hans fattige Celle og væde hans törstig glödende Læber ved en
Straale Mælk fra sit himmelske Bryst; eller Klosterkökkenet i Hungersnöd, som
pludselig modtager Besög af Himlens Engle, der lig flinke Kokkepiger lave et godt Maaltid
for de fromme, fattige, udhungrede Brödre. Det er endnu andægtig og alvorlig ment,
saa vanskelig vi end have ved at tro derpaa. Men gaar man saa atter 200 Aar
frem i Tiden, til vort eget Aarhundrede, og ser, hvorledes tramontanske Kættere
eller Jöder betragte Munkene – saa er Helligheden ganske forsvunden. Da lytter
Maleren, endog naar han er alvorligst stemt, til den unge Munks hemmelige,
verdslige Længsels-Suk ud over Klostrets Mure, ud i det frie Liv, hvor Hjertet har sin
ubeskaarne Valgret. Da er den fede Munk paa sit Æsel bleven en Staffage i
Landskabet, som knap er saa ærværdig som Silen paa sit Æsel i Oldtiden. Da ser man
Munkene öse deres Begejstring op af Vinkjælderen, og opdager, at der sjælden er Tale
om Hungersnöd, og at de ogsaa uden Englenes Hjælp kunne lave sig et overmaade
godt Maaltid. – O hellige Benedict fra Nurcia, som anlagde dine Klostre ved de
bratteste Afgrunde, i de ödeste Klippeegne, og skrev din strenge Regel til Tugt for
Brödrene! Hvad vilde Din alvorlige Skygge med Riset, det stadige Attribut, i sin
Haand sige, hvis den fik alle disse Malerier at se? Den vilde vel udbryde: Nej, det
var ikke Meningen! og indrömme, at det snart kunde være paa Tid at ophæve
Klostrene.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>