Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte - Unionssagen i Norge, af Ludvig Meyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3’3
Unionssagen i Norge.
Det fra 6o-årenes unionskomité fremlagte forslag til ny rigsakt
blev for Norges vedkommende i 1871 forkastet af storthinget mod
blot 17 stemmer. — Forslaget vilde have rigsaktfæstet den Svenske
udenrigsipinister som fælles for begge riger. Det var særlig dette,
som i Norge vakte anstöd.
Mellem det således overvældende flertal, der i storthinget
ned-stemte forslaget, finder vi hele det daværende venstre. Angrebet
skede under ledelse af venstres mangeårige förer Johan Sverdrup,
en af den politiske liberalismes mest fantasirige og i det hele mest
karakteristiske skikkelser, en mand hvors ildfulde veltalenhed aldrig
svigtede ham i store, vidtrækkende sager. De 17’s minoritet der
imod bestod udelukkende af vore mest höikonservative mænd. Vi
finder mellem dem represænteret de fleste af de navne, der gjennem
de sidste 40—50 år været vort höires mest fremtrædende.
Efter denne afgjörelse og lige frem till 1885 er der så i Norge
et fuldstændigt vindstille i unionsspörgsmålet.
Man havde seet lige på tærskelen det, der værre var end
sagernes gamle stilling, hvad der længe naturlig gav en
utilböielig-hed for overhovedet at röre ved det hele spörgsmål. Der
udvik-lede sig jo desuden i disse år et beständig fiendtligere forhold
mellem storthing og regjering, og forfatningskampen optog snart
fuldstændig alles sind i Norge. At merke er dog, att man allerede
gjennem disse år stadig ser anket fra venstre mod höire over
mang-lende nationalitetsfölelse, under henvisning ikke mindst til höires
deltagelse i 60-årenes unionskomité og stilling til det af denne
fremgåede forslag.
Aret 1885 betegner en ny —- og kanske den i sina fölger
betydningsfuldeste — milepæl i unionssagens historie efter 1814.
Forfatningskampen var netop da kjæmpet tilende, Sverdrup havde
dannet den nye regjering, og der var tilstede en fuldt
parlamentarisk overensstemmelse mellem storthing og regjering. Ganske
naturlig skulde da tiden syntes at være inde til fra vor side at
optage arbeidet for en ordning af de for Norge institutionelt
uhel-dige forhold inden unionen, de udenrigske anliggender og disses
styrelse. Det er vel også sandsynligt, at under enhver
omstæn-dighed et sådant arbeide vilde ved denne tid være blevet indledet
fra norsk side. Og at i så fald veien skulde gå gjennem en
min-delig henvendelse til Svensk statsmyndighed om en gjensidig over-
21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
