Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte - Unionssagen i Norge, af Ludvig Meyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3T4
cnskommelse — derom vilde der ved dette tidepunkt ikke været
meningsforskjel i Norge.
Så indtræffer der imidlertid en begivenhed, der förekommer
denne tingenes gang. Det var den Svenske grundlovsforandring
af 1885, hvorved det ministerielle statsråds sammensætning ændres,
og hvorved også förberedelsen af de undenrigske anliggender
træk-kes ind under fuldt ministerielt ansvar for Svenske riksdag. Det
er jo i det ministerielle statsråd også de udenrigsanliggender
be-handles, hvori Norge har del, eller som endog rent direkte i alle
fald vedkommer Norge alene. Norge var siden resolutionen af 1835
her repræsenteret ved en mand mod 2 Svenske råder. Efter den
Svenske grnndlovsforandring blev dette statsråd bestående af 3
Svenske ministre mod en norsk, hvilket jo er stillingen endnu den
dag i dag. At disse anliggender ledes og forberedes uden et
hvilketsomhelst konstitutionelt ansvar overfor norsk statsmyndighed
det måtte også naturlig efter den Svenske grundlovsændring
springe såmeget sterkere i öinene.
Sverdrupske regjering satte sig fölgelig i bevægelse for med
Svenske regjering at overenskomme forslag till en ordning, der i
alle fald till nogen del kunde for Norges vedkommende motsvære
den ved Svenske grundlovsændring skete förändring. Svenske
regjering samtykkede også i et forslag, hvorefter Norge skulde i
det ministerielle statsråd blive repræsenteret ved det samme antal
medlemmer som Sverige. Men forslaget var givet en sådan
redaktion at det udtrykkelig stadfæstede det hidtil efter norsk opfatning
alene faktisk existerende forhold hvorefter Sveriges udenrigsminister
tillige har ledelsen af vore udenrigske anliggender, og der var
bagefter ingen fornyet overenskomst at opnå. Sverdrup erkjendte
selv, at hans regjering havde ved disse forhandlinger uforsvarligen
gået i blinde. Og der blev fra Norsk side end ikke tale om, ikke
fra noget partis side, at vedtage det mellem regjeringerne således
overenskomne forslag.
Stangske regjering forsögte i 1891 at tage arbeidet op, hvor
Sverdrupske hade sluppet det. Det lykkedes også Stangske
regjering at overenskomme et forslag med Svenske regjering, hvorefter
vi skulde få en lignende foröget deltagelse i det ministerielle
statsråd. Svenske regjerings motivering indeholdt imidlertid den
udtryk-kelige bemerkning, at Norge intet krav har til noget sådant. Og
det er ingen hemmelighed længer, at denne bemerkning var et led
i den hele overenskomst, som det ikke havde lykkets Stang at få
ströget. Venstre og de vestlandsmoderate (hverken Jakob Sverdrup
eller Haugland, gruppens to förste mænd nu, var da på storthinget)
enedes i den opfatning, at denne bemerkning var fornærmende
for Norge og gjorde det hele forslag ganske uantageligt. Stangske
regjering indgav sin dimission. Og Steenske regjering fik, som vi
ved, ved valgene i 1891 et afgjort om end ikke særdeles stort
flertal.
Vi må imidlertid her atter gå nogle år tilbage. Efter
Sverdrupske regjerings mislykkede forhandling med Svenske regjering
i 1885 havde venstre begyndt. at tage sagen på en anden vis.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
