Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte - Unionssagen i Norge, af Ludvig Meyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3i5
Sverdrup havde i storthinget som basis for mulig ny forhandling,
der da skulde omfatte også udenrigsministerens nationalitet antydet
istandbringelsen af unionelle delegationer. Intet parti i Norge har
senere turdet antage sig denne tanke. Venstre pointerede straks:
Ingen ny unionel fællesinstitution, ingen udvidelse af det
unionelle fællesskab. Og det varede ikke længe, inden en mulig fælles
udenrigsminister af venstre regnedes til de udvidelser af det
unionelle fællesskab, som vi måtte modsætte os. Fra at protestere mod
den fælles udenrigsminister for Norge var det jo intet skridt, —
heller ikke var skridtet langt fra dette til atter at kræve et helt
eget apparat for vore udenrigske anliggender, ikke alene egen
udenrigsminister altså, men også egen diplomatisk repræsentation. Og
altsammen skulde det ske ved foranstaltninger, företaget ensidig på
Norsk side. Her var det, venstre stod ved storthingsvalgene i 1891.
Man har på modsat hold i Norge ved denne bevægelse villet
hæfte namnet: »Digterpolitiken». Det var Björnson, der blæste
op-sangen. Og vore venstre politikere fulgte i flok: »Tro hvad vi får
at se bagom de höie fjelde». Det er altid den rareste seilads, den,
som går til ukjendte lande. Om unionen med et tvedelt
udenrigs-styre bliver andet end et skin, — kanske till og med et farligt
skin. Om ikke sagen vilde opfattes så i alle fald inde i Sverige.
Om man ikke derför lige gjerne kunde åbent kræve en oplösning
af det hele unionsforhold. Det var altsammen spörgsmål, som vore
politikere aldrig optog til en virkelig nöktern, ansvarsfuld overveielse.
De fölgte opsangen. Sveriges ensidige fremgangsmåde i 1885, —
de alligevel misslykkede forhandlinger senere, — det krævede en
gjengjældelse. Og den Svenske modstand skulde i alle fald mygnes
gjennem determinerede krav fra Norsk side (försåvidt har vel neppe
heller denne politilc været så helt virkningslös).
Man hörer en enkelt mand under all dette synge höiere og
med en mere klingende stemme end de andre (— indtil disse andre
en vakker dag, da det virkelig gjælder, pludselig har ham i ryggen).
Men en klar, bestemt vilje, en mand, der har tingen og deres
for-löb klart for sig, og som derför kan være de andres ledestjerne
gjennem de nye, ukjendte egne, — till ham ser man intet. — Der
er meget godt at sige om de aller fleste af vort venstres mere
fremtrædende mænd. De er næsten alle mænd af idealitet.
Kanske af en idealitet, der kan under tiden forekomme mænd af et
ældre kulturfolk noget primitiv. Men idealitet er dog virkelig
mel-lem landenes borgerlige partier i vore dage en så sjelden vare, at
den ikke bör underskattes, hvor den findes.
Hemmeligheden ved t. eks. Ullmans tilsyneladende politiske
stilling i de senere år er for en’væsentlig del mangeaarig,
uegen-nyttig, selvopofrende virksomhed udenfor storthinget. Men en
virkelig samlende förerkraft har vi siden Sverdrups dage manglet
mel-lem dem. Det har gået for alle vinde. Den ene har ligesom
over-budt den anden i kraftige påhit. Anderledes er den til
beslut-ningen om Wienerlegationens ophævelse knyttede betingelse om
nægtelse af det hele diplomatbudget i virkeligheden ikke att
for-klare.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
