Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte - Unionssagen i Norge, af Ludvig Meyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
At venstres unionelle politik er reist med bevidst sigte pä
unionens sprængning, torholder sig ikke så. Noget ganske andet
er det, at under agitationens gang kan det være steget op, så hos
den ene, så hos den anden, at i virkeligheden er kanske unionens
fuldstændige oplösning det eneste, der helt ud kan stille tillfreds.
Og stadig flere er ganske uvilkårlig kommit did hen, da de
skim-ter unionens faktiske sprængning som slutstenen pä den hele
bevæ-gelse, ikke som en fare, en frygt, men som et håb.
Der var vistnok allerede ved begyndeisen af dette lo-år inden
vort venstre ikke tilstede nogen synderlig levende erkjen delse af
unionens betydning for vor nationale tryghed. Endnu mindre var
unionen omfattet med nogen særdeles begeistring. Men man vovede
dog ikke, selv alene med sig selv, at tænke sig dens sprængning.
Det bör endog påståes, at i 1885 fandtes der i Norge ikke
mere end en eneste åben fiende af unionen, professor Ernst Sars.
Han vedkjender sig vistnok selv mere end gjerne denne stilling.
Hans udsigt over den Norske historie, et originalt og åndfuldt
arbeide, polemiserer med lidenskab mod unionen. Enten det er om
Kalmarunionen, eller det er om föreningen med Danmark han
skriver, spidsen af hans pen er bestændig rettet mod den existerende
union med Sverige. Ernst Sars har aldrig sögt och har aldrig været
trukket ind i nogen stilling, hvorved der for andre kom til at
knytte sig politisk ansvar til hans ord. Ernst Sars er vor Sokrates,
en lige elskelig som værdig personlighed og bestændig og
ustan-selig docerende. I hans hjem som på gader och stræder har hans
disciple flokkes om ham, og till disse disciple hörer blandt andre
de fleste af vore venstreredaktörer her i Kristiania.
Men venstre skulde åbent have bekjendt sine hensigter mod
unionen! Denne sigtelse for uoprigtighed — det vilde være
una-turligt, om den ikke var fremkommet, — men den er visselig
ube-rettiget Det er tanker dette, som under tvilsmål, under frygt har
arbeidet sig frem i bevidsthederne. Men endnu er de ikke kommet
så langt op i bevidsthederne, i alle fald ikke i sä manges
bevidst-hed, at de naturlig endnu har formet sig til praktisk politik. Jeg
ved nok, at man i Sverige holder os for et fordægtigt folk, der
söger frem ad underjordiske veie. Men visselig gjör man os i
dette både for stor skam og for megen ære. Vor nation kan
i dette århundrade i alle fald neppe fraskrives frygtlöshed, en
ganske höi grad af frygtlöshed endog. Var först önsket om
vor udtræden af unionen modnet til praktisk politik, tror jeg
ikke vore politikere vilde vige tilbage for åbent at bekjende
den, uagtet det billigvis skal erkjendes, at en sådan aktion ikke
særlig egner sig for en helt retfrem politik. Den skulde dog
van-skelig kunna undgå at give plads for en vis kourtoisie for
bestående kjendsgjerninger.
Det er vel forövrig et åbent og berettiget spörgsmäl, om
unionen virkelig er til noget held for hvert af de to folk og for de
forenede riger. Gjennem en række af forhandlinger i Svenske
rigs-dag i de sidste 15 år og senest i Januar dette år vil man der finde
enkeltvise udtalelser om, at Sverige ikke længer skulde være tjent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
