Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte - Unionssagen i Norge, af Ludvig Meyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3 G
med unionen og helst burde drage sig ud af den. Man vil vistnok
stadigj finde stemmer også for den modsatte opfatning. Men man
vil ikke finde en eneste udtalelse i retning af, at dette var en
utilla-delig overveielse, eller at Sverige ikke skulde have ret til, om det
så måtte synes, at træde ud af unionen.
Men de samme overveielser må være icke mindre tilladt på
norsk side. Og den samme ret må Norge have til, om det så
skulde synes, at udtræde al unionen. Jeg vil få henvise til, hvad
Louis de Geer skriver i sine Minnen, II p. 273:
»Men efter hand har man i Norge intagit en annan ställning
och fordrar nu Norges likställighet med Sverige såsom en följd af
sakens natur vid en förening mellan två själfständiga folk,
oberoende af hvarje fördrag; och i Sverige, där man under föreningens
tidigare decennier utan tvifvel skulle varit beredd att upprätthålla
öfverenskommelsens helgd, äfven med vapenmakt, torde numera
knappt någon vilja vägra Norge att upplösa föreningen, om det så
önskar. Man har nämligen kommit till den insikt, att en Norge
mot dess vilja påtvingad förening icke skulle vara till någon nytta
för Sverige.»
Vi nordmænd har ret til her at se en generalpröve’ på
an-erkjendelsen af vor ståtlige suverænitet og vor virkelige
ligestillet-hed inden unionen. Har vi her ikke den samme ret som Sverige
til åben overveielse som til frit valg, da er dermed også givet, at
vi statlig ikke har den samme suveræne rang som Sverige. Og
kan virkelig de magthavende i Sverige ikke tænke sig Norges
ud-træden af unionen, uden at svaret måtte blive en ydre
magtan-vendelse fra Sveriges side, — da bliver enhver institutionel
förändring inden unionen ikke et udtryk for virkelig ligestillethed de
tvende lande imellem, men blot en lidet betydningsfuld formalitet.
Og der er adskillig grund, skulde det synes, for begge folk
med fortid og nutid for öie, at tage under alvorlig overveielse, om
denne union er til noget held. Det har været halvt en troesartikel,
at unionen har været de tvende riger deres bedste ydre sikkerhed.
Men gjentagende er det dog netop vor ståtlige förbindelse med
Sverige, der har bragt Norge en krigsfare nær, som vi ellers sikkert
ikke vilde havt nogen mulighed for. Så var tilfældet i begge de
Danske krige, og det var tilfældet under Krimkrigen. På den anden
side kan der neppe peges på et eneste tilfælde, hvor unionen har
ydet de forenede riger en sikkerhed, som de ellers vilde været uden.
— At de to lande i deres ståtlige existens bar en naturlig
solidaritet, er klart. Men det er et åbent spörgsmål, som burde kunne
venskabelig overveies og forhandles, om denne solidaritet finder et
tilfredsstillende udtryk i den existerènde’ union.
Man kan nok sige: Der har været og er endnu institutionelle
bröst ved unionen, der har affödt en stadig forbitrende kamp
mel-lem de to folk, — vi vil læge disse bröst, og stridens kilde er
fjernet. Men dette er kun en ganske overfladisk betragtning. Nu
har vistnok stridighederne gjennem unionstiden mest kommet til at
dreie sig om de institutionelle uheldigheder. Men for enhver noget
dybere betragtning af forholdet vil der icke stille sig tvilsomt, at
stridighederne ikke vilde været undgået, selv om disse institutio-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
