Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte - Unionssagen i Norge, af Ludvig Meyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
nelle forhold ikke havde existeret. Stridigheder vilde været givet
allerede ved den fra begyndeisen af så höist forskjellige opfatning
af unionen på begge sider grændsen. Svenskerne kunde ikke have
nogen betænkelighed, men så kun fordele ved at söge unionsforholdet
knyttet stadig fastere. Nordmændene så omvendt en ligefrem
national selvopholdelses interesse i modstanden mod enhver udvidelse
af det unionelle fællesskab. Kanske er denne uoverensstemmelse nu
væsentlig kjæmpet tilende. Jeg vil atter få henvise til de Geers
udtalelser, hans minnen, II p. 273—74, — udtalelser, der ved
for-fatterens mangeårige fremtrædende statsmansliv og hans gjennem
dette vundne rige erfaring får en ganske enestående vægtighed.
Men en kilde, der yder stof til beständig nye stridigheder,
lader sig dog neppe nogensinde fjerne. Norge vil sandsynligvis
alle tider blive et Sverige i befolkningens störrelse og de
materi-elle hjælpekilder ganske underlegent land. Og dermed vil også være
givet fra Norges side overfor formodede overgreb fra den andens
side et stadigt vagthold, der vil være en ligeså stadig kilde til ondt
på begge sider.
Den indre udvikling i begge lande har jo også under
unionstiden mere fjernet end fört sammen de to folk, og udviklingen i de
tvende lande fjerner sig beständig mere.
Vor handelspolitik bliver stadig mere modsat. Dermed vil
naturligvis være givet, at de to ländes fællesinteresser på dette
område beständig bliver svagere. Der er vel al grund til at tro, at
mellenrigslovens dage i virkeligheden allerede er talte. Men
be-tydningen heraf for selve unionens existens i de begge folks
be-vidsthed vil visselig blive ganske overordentlig.
Rent politisk fölges jo de unionerede folk ikke bedre ad, og
nordmændene ikke mindre end svenskerne forbeholder sig selvfölgelig
her absolut handlefrihed. Men det vilde være ganske korttænkt at
antage, at ikke også dette forhold berörer selve unionsforholdet på
det aller ömfiendtligste. I Sverige en sterk konservatisme, i Norge
et udpræget demokrati, som i alle fald hidtil og gjennem lange
tider har afgjort havt overvagten i vort politiske liv. Deraf ganske
naturlig, at G i Norge under ethvert unionelt sammenstöd tror at
se mere eller mindre et udslag af den Svenske konservatismes
uvilje mod Norsk demokrati og dermed også en fare for fremmed
indblanding i rent indre politiske forhold.
Aller væsentligst er her kanske forholdet m. h. t. den fælles
kongemagt. I Sverige er jo kongemagten omhegnet af den
ster-keste konservatisme. I Norge fölger med vor hele demokratiske
udvikling en beständig tendens til at forsvage den kongelige
myndighed. Tendensen vil hos os nödvendig være rettet mod at nærme
os præsidiet med præsidiets enklere udstyr, selv om dette
præsi-diurn indehaves af en nominel konge. Men kongens stilling i det
andet rige kan neppe i længden være den Svenske konservatisme
helt ligegyldig for dens opretholden af kongemagtens prestige
in-den Sverige. Og under enhver strid inden unionsforholdet vil den
mistanke pa norsk side mod den unionelle kongemagt aldrig
und-gåes, at den. tager ensidig Sveriges parti. Der har ganske bog-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
