Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte - Unionssagen i Norge, af Ludvig Meyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3i9
stavelig siden unionens istandbringelse ikke været det unionelle
tvistemål, hvor ikke et flertal i alle fald i Norge har ment, at kongen
tog Sveriges parti mod Norge.
Nu er det sistnok så, at selv om man kanske kunde blive
enig om, at denne union er ikke hverken ublandet eller væsentlig
af det gode, bliver det dog alligevel en ganske alvorlig sag at
op-löse den, når den nu engang existerer. En sådan oplösning
inde-holder under enhver omstændighed muligheder for begge riger af den
aller alvorligste karakter. Men hvad der visselig her er begge folks
vitale interesse, Tlet er, at hvad der end måtte ske, det må ske på
venskabelig vis. Næst dette bliver selv spörgsmålet om den
insti-tutionelle unions existens af underordnet betydning. Om denne
skal holde eller briste, vil vel også ganske væsentlig bero på
kom-mende unionskongers evne til at magte en stilling, der synes at
ville stille beständig större krav på store og lykkelige personlige
evner.
Et forhold, der stadig misforståes i Sverige, er nordmændenes
frygt for en udvidelse af det unionelle fællesskab, selv hvor denne
udvidelse alene skulde synes at bestå i en blot og bar lovfæstning
af et allerede existerende faktisk forhold. Man er i Sverige
til-böielig til heri stadig at se en mere eller mindre forblommet
fiendt-lighed mod selve unionens existens.
Det er jo kun naturligt, at den sterkere har vanskeligt ved
helt at forstå den svageres betænkeligheder. Hvad man i Norge
frygter, er jo dette, at Norge som det mindre og svagere land
inden unionen skal ved ethvert nyt fællesskab måtte blive
skade-lidende, at selv en tilsyneladende ligestillethed ikke vil kunde
for-hindre, at vi i virkeligheden bliver den tabende.
Ud fra den. samme tankegang er der titusindvis af mænd i
Norge, som ikke ved sig nogensinde at have önsket en oplösning
af unionen, men som ligefrem ikke turde gå med på at etablere
rigsaktsmæssig institutionen: fælles udenrigsminister med Sverige.
De kan ikke frigjöre sig for den frygt, at en sådan fællesinstitution
vil som sin rationelle konsekvens snart drage efter sig andre
fælles-institutioner som delegationer eller lignende.
Det tör derför også med temmelig sikkerhed påståes, at de
på begge sider Kjölen forekommende bestræbelser i retning af en
lovordnet fælles unionel udenrigsminister kun blive et ganske
om-sonst stræv. Til en rigsaktsforandring kræves der i Norge f
stor-thingsflertal. Men der er al grund til at tro, at et sådant i denne
sag aldrig skulde kunne opnåes.
Allerede af denne samme grund må en åbenbart på flere hold
i Sverige forekommende afventen af en forændret partistilling i
Norge synes ganske hensigtslös. Man bygger lethjertet på de
sted-fundne omvalg i Stavanger og Buskerud. Vi ved, at disse blev
vundet af höire ved skræmsler om svensk våbenmagt mod Norge.
Men man burde förstå, att dette er en unionelt selvmorderisk
politik. Eller tror man vel, at de mænd, der således ved det enkelte
valg er skræmt over ti! höire, dermed også for eftertiden er blevet
gode unionsvenner?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
