Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte - Unionssagen i Norge, af Ludvig Meyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er vistnok så, at også det norske venstre ligger under
for den reaktion, som proletariatets politiske tilsynekomst har fört
med sig for alle ländes liberale partier. Men selv om vort venstre
skulde komme i mindretal ved et enkelt valg, er dermed partiets
nationale politik ikke slået ned. Der er adskillig grund til at
an-tage, at for et sådant tilfælde vilde den vestlandsmoderate fraktion
på dette område i alfald atter knytte sig nærmere til venstre. Og
i alle fald er der fra et enkelt flertal for de konservative partier og
til det til grundlovsforandring nödvendige g flertal et svælgende
dyb, og praktisk talt må dette her blive det afgjörende.
Forinden jeg går over til dagens stridsspörgsmål, må jeg
endnu få påpege et moment, uden hvilket man ikke helt vil kunne
forstå norsk unionspolitik i disse år.
Den ydre foranledning til denne politiske aktion var vistnok
som nævnt den Svenske grundlovsforandring af 1885. Selvfölgelig
kunde man i Norge heller ikke under nogen omstændighed i
læng-den have slået sig til ro, forinden der var truffet en anden ordning
med hensyn til vore udenrigske anliggender. Det gjælder jo også
her forhold, som kan blive af betydning for selve vor ståtlige
existens. Og hvad særskilt konsulatsagen angår, kan den jo umulig
frakjendes en stadig praktisk betydenhed.
Men med alt dette var dog stillingen den, at disse forhold
endnu ikke havde fået en praktisk realitet, der uvilkårlig måtte
reise en storm i landet. — Men så kom til, at man havde
agitatorisk brug for sagen for partiets egen skyld. Vort gamle venstre
havde jo ved denne tid fört sin mission væsentlig tilende. Der
måtte en ny glöd til for at holde partiet ved liv. Stemmeretssagen
træde man ikke på; man var heller bange for den. Det store
flertal af os lader sig jo desværre kun vanskelig begeistre for at
skaffe andre den ret, man selv icke mangler. Derför kom
anledningen til en national agitation ved dette tidspunkt ganske som
kaldet, og venstre greb anledningen med fuldt åbne öine for den
nytte, den kunde blive partiet.
Denne kjendsgjerning forklarer mangt og meget. Den
for-klarer agitationens karakter, taktikens planlöshed og mændenes
ube-slutsamhed hidintil. Om den hele bevægelse havde været rettet
mere udelukkende på sag, var sikkert taktiken bleven mere forsynlig,
agitationen mere forsigtig hensyntagende, handlekraften omvendt
mere resolut. At vore mænd efter Stängs mislykkede forsög på
en ministerdannelse i 1892 reiste hjem hver til sit isteden for at
slå et slag tilende, skulde være et ellers uforklarligt psykologisk
fænomen.
Den samme kjendsgjerning alene kan også forklare den dybe
splittelse mellem nordmændene selv under et tvistemål med et
andet land.
Det er sistnok så, at der inden vort venstre er tilstede en
mere levende nationalfölelse end hos vort höire. Historiske som
endnu existerende politiske forhold gjör dette vel förklarligt. Norge
havde jo selv længe ikke synderlig andet at byde end en gammel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
