Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte - Unionssagen i Norge, af Ludvig Meyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32 1
almuekultur, og det parti, der fortrinsvis skulde være vort
dannelses-parti, var derför henvist til at söge sine åndelige tilknytninger
andet-steds, fra begyndeisen af mest i Kjöbenhavn. Og vor forfatning,
som vore naturlige forhold byder de mere og mindre velhavendes
konservatisme kun liden beskyttelse. Konservatismen i Norge söger
derför ganske naturlig dækning bag den unionelle kongemakt. Men
på denne vis kommer vort höire til ligesom stadig at stå med det
ene ben i et fremmed land, at söge förbund med et andet folk mod
egne landsmænd. Selvfölgelig kan nationalfölelsen inden partiet
under disse forhold vanskelig blive nogen rigtig veltriven plante.
Men under statholderstridens dage i 6o-årene stod dog
nord-mændene samlet. Da havde endnu ikke partierne sögt at gjöre
særpolitik af vore nationale anliggender. Nu håber vore
konservative partier venstres ydmygelse uden at ville se, at det ledende
partis underkastelse overfor et andet land vanskelig kan undgå at
blive det hele folks ydmygelse. Men trods alt har dog denne
split-telse sin naturlige grænse. Allerede nu hörer man en mumien også
inden höire om, at afgjörelserne får icke træffes så ganske og
alde-les inde i Stockholm heller.
Jeg skal endelig få opholde mig noget mere specielt ved
dagens situation. Det var i 1891 konsulatsagen blev særskilt
opta-get. Jeg tror også, det af alle dem, der virkelig önsker et
lige-stillet og venskabeligt forhold mellem de to folk på den
skandinaviske halvö, tilsidst skal blive erkjendt, at indledelsen af denne sag
danner et lykkeligt vendepunkt i de unionelle tvistigheders historie.
Jeg skal icke særlig opholde mig ved sägens praktiske
betyd-ning. At bemerke er dog, at der fra begyndeisen af herom var
i Norge så temmelig enighed mellem interesserede mænd af alle
partier. At en stadig mere forskjellig handelspolitik med deraf
fölgende forskjellige handelstraktater også må få sit naturlige udslag
i en særskilt konsulatrepræsentation for hvert af de to lande, skulde
synes så temmelig selvindlysende.
Men af væsentligere betydning for os her er naturligtvis sägens
unionspolitiske side.
Det påståes jo i Sverige, og det er vel nærmest fra vort eget
höire dette feltråb udgået, at de på Norsk side gjorte skridt til vor
udtræden af det fælles og istandbringelse af et eget konsulatvæsen
væsentlig skal være ment som det indledende skridt först til egen
udenrigsminister og eget diplomati, dernæst til en sprængning af
selve unionsforholdet, alt ad den samme vei. Det var jo denne
tanke, som i Svenske rigsdags debat i februar om det diplomatiske
budget blev givet udtryk i 2:det kammer af Olof Jonsson, i i:ste
kammer og endnu mere utvetydig af grev Sparre, den sidste under
udtrykkelig påberåbelse af det Norske höire som hjemmel.
Men, i værste fald, skulde der vel være al grund til at sige:
Den tid den sorg. Om N’orge nu udtræder af det konsulære
fælles-skab og etablerer sit eget konsulatvæsen, vil en mulig senere
modstand mod en tvedelt organisation af rigernes diplomatiske
forhandling med fremmede magter kunne ganske usvækket optages med
alle de rnidler, som unionelt og folkeretslig måtte stå til rådighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
