Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte - Unionssagen i Norge, af Ludvig Meyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3^3
disse sagers ledelse og förberedelse på fuldstændig lige vilkår med
den Svenske udenrigsminister.
Kanske kunde der netop nu være tid til at afstedkomme en
sådan for lange sider endelig ordning. Medens det vel er
over-veiende sandsynligt at nyttes nu ikke tiden, kommer vi, under en
gjensidig Stigende ophidselse mellem begge folk, til fortsat at
be-væge os på den sikre vei til en sprængning af unionsforholdet, for
hvilken ingen enkeltmand bliver istand til at bestemme hverken
tidepunkt eller omstændigheder. — For ikke at blive skyld nogen
mis-förståelse vil jeg dog udtrykkelig gjöre opmærksom på, at en midlere
ordning som den ovenfor skitserede overhovedet, mig bekjendt, ikke
har været på bane mellem aktive politikere i Norge, er.d mindre
er antaget af noget politisk parti her.
Men tilbage står endnu det spörgsmål, der vel egentlig er
dagens virkelig brændende:
Hvorfor vil Norske venstre ikke forhandle med Sverige:
Fra svensk side har det i disse år stadig hedt: Sålænge
Sverige ikke bydes en antagelig ordning på vis, som også findes
an-tagelig, fastholder Sverige status quo. Sverige skulde altså, om det
så måtte synes, kunne absolut fastholde status quo. Om Sverige
så ikke skulde ville, skulde Norge ikke kunne opnå nogen
berig-tigelse af de existerende unionelle misforhold. Det bör forståes af
enhver, at under denne forudsætning vilde der ikke kunne åbnes
en forhandling mellem ligemænd. Norge vilde under
forhandlin-gerne være henvist til at spille supplikantens rolle.
Norsk standpunkt har her fundet sit udtryk i den adresse,
hvorom stortinget i 1860 enstemmig forenede sig, og hvori
forbe-holdes vor enerådighed på områder, der ikke udtrykkelig ved
rigs-akten er denne underlagt. Vort venstre hævder, at så ikke er
til-fældet hverken med diplomati eller udenrigsminister. At i alfald
det fælles konsulatvæsen ikke ligger ind under rigsaktens
bestem-melser, derom ha der hidtil ialfald ikke været nogen
uoverenskom-melse mellem politiske partier i Norge.
Överfor dette er det jo fra Svensk side hævdet, at, selv om
t. eks. konsulatvæsenet ikke kan siges at være udtrykkelig lagt ind
under rigsaktens bestemmelser, kan det dog som et faktiskt
unio-nelt forhold alene forandres på rigsaktsmæssig måde.
Der er vistnok, i parenthes sagt, her opfordring til fra Norsk
side at bede oplyst, hvorledes da Sverige kunde i 1885 ganske
ensidig forandre det ministerielle statsråds sammensætning; det havde
jo dog også efter tiltrædelse fra Norsk side til samme, kfr.
resolution 1835, fået en faktisk unionel karakter. Imidlertid står der her
i dagens strid overfor hinanden modsatte retsstandpunkter, hvorom
det kun lidet skulde nytte at ville åbne nogen diskussion.
Tanken i vensterns unionelle politik siden 1885 har jo været
den, at vi nu skulde »tage sagen i vor egen hånd», foretage de
begjærede forandringer ved ensidige foranstaltninger. Man har
påstået sig hertil at være berettiget for såvel udenrigsstyrelsens,
diplomatiets som konsulatvæsenets område. Og man har ment at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
