Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 1 - Dansk litteratur, af C. E. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
Storme; Jublen over Livet klinger endnu som en Fanfare
i Drachmanns og Schandorphs sidste Böger. Det
næst-fölgende Slægtled — den “mellemste“ Forfatter-Greneration
— har ikke taget denne glade Tro og dette sejrsikre Haab
i Arv. Tlii denne Slægt inaa som sagt sés paa Baggrund
af den politisk-sociale Reaktion, der syntes at slaa alle
Fri-hedsliaab, alle Fremskridtsmuligheder ned.
Det, som præger Forfatterne mellem tredive og fyrre,
er Skuffelsen over deres gyldne Ungdomsdrömmes Förlis.
De indbildte sig naivt, at en demokratisk Valgsejr vilde
forvandle Verden — men midt i Begej stringens Hvirvel
förnam de sig pludselig fastholdt af en ubarmhjærtig
Jærn-klo, hvis G-reb gennemisnede dem til Marv og Ben;
Hur-ra’et forstummede paa deres Læber, og saa dyb var
Skuffelsen, at de fölte al deres Interesse for Politik og
Sam-fundsanliggender lammet og stille opgav alt Haab om, at
der nogensinde vilde ske Förändring eller Forbedring i
nogetsomhelst. De lærte sig med bitter Sörgmodighed og
illusionslös Ro at tage Livet, som det var; de udviklede
sig til strængt realistiske Kunstnere, rent psykologiske
lagt-tagere, medfölende eller kolde, men uden Indignation, uden
Tendens. Det er al den Pessimisme, som laa bagved
Gren-nembruddet, der hos disse Forfattere trænger sig frem og
kommer til et afklaret, stilfærdigt Udtryk; de föler den
samme Afmagt overfor Livet som Niels Lyhne, og de
til-beder I. P. Jacobsen, den længselsyge, dybtvemodige Digter
og vidunderlige Sprogkunstner. Hvis man vil have et Navn
O Ö -L O
for denne Gruppe, kan man i Modsætning til
Grennembruds-mændene kalde dem for Dekadenterne i vor möderne
Li-■teratur. Men de danner ingen Skole, intet Parti, saaledes
som deres Forgængere.
“Bevægelser, Retninger, Skoler!“ udbryder det
ræson-nerende Jeg i Karl Larsens Fortælling “Cirkler“ — “Den,
der er over 25 Aar og er med i den Slags — han
fortje-ner at være det! . . . Men dèn, der er kommen til Klarhed
■over, at han ej er en Ævne, hvis Berettigelse det slet ikke
kan falde ham ind at diskutere, fordi den udgör hele hans
Væsen, den Mand f. Eks., der föler en uforklarlig og
alt-optagende Grlæde ved at kunne gengive Mennesker og deres
Stemninger udi levende dansk Sprog, for ham er der ikke
andet at göre end at bide af Ensomhedens Træ paa godt
og ondt og gaa sin Vej, saaledes som den nu en Grang kan
blive for ham.“
Rent flunstnerisk sét har den antydede Reaktion
ube-tinget været til G-avn. Thi disse ensomme og politisk “trætte“
Mænd har udviklet Behandlingen af det danske Sprog til
on virtuosmæssig og glimrende Fuldkommenhed, en hidtil
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
