Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 1 - Dansk litteratur, af C. E. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ironi — en ubestikkelig Skepsis og en alt undergravende Ironi,
som i Virkligheden er Udtryk for en smærtelig Skuffelse, en
mandig Bedrövelse. Han har maaske mere end
nogenandenind-præntet den her omhandlede Gruppe af Forfattere en dyb
Mistillid til al Politik, og det mefistofeliske Stænk, som
spores i Stilen hos flere af dem, lader sig före tilbage til
hans Paavirkning. Da han tillige med Edv. Brändes i Ej or
nedlagde sit politiske Mandat, var det, som om
“Gennem-bruddets Mænd“ opgav det sidste Haab om ad Demokratiets
Vej at före deres Idéer igennem.
Men selve Idéerne er ellers forblevet uforandrede hos
den “mellemste“ Forfatter-Generation. Der er i dens Böger
den samme Baggrund af naturvidenskabelig
Verdensan-skuelse, af hedensk Aand, som hos Forgængerne.
Radikalismen har blot antaget en mere aristokratisk Farvning og
anses for en saa selvfölgehg, uomdisputerlig Sag, at den
ikke behöver at bæres direkte til Skue; den gennemtrænger
hele Opfattelsesmaaden, og den medförer en tolerant
Over-legenhed, ud fra hvilken Menneskene kun ses som rent
artistiske Studie-Objekter. Gustav Esmann og Peter Nansen
er Varianter af denne literære Type, som har udviklet sig
til sin fuldkomneste Form i Karl Larsen (om hvem nærmere
i næste Artikel). Sentimental-ironisk Fortællemaade og
elegant atklaret Stilkunst har sat sig et Monument i
Es-manns No velie “Gammel Gæld“ — senere biander der sig
for meget Sensationsjageri ind i dette vittige Hoveds
Produktion. Nansen. har med rolig Skarpsindighed iagttaget
og med indsmigrende Virtuositet skildret Interiörer af det
köbenhavnske Bourgeoisis daglige Liv; hans Böger er
parfu-merede med en raffineret Duft af möderne
Dekadence-Kultur, men naar han i sin nye Fortælling “Guds Fred“
pröver at symbolisere Storstadsmenneskets Længsel bort
fra denne overophidsede Kultur, idet han vil fremtrylle et
Drömmebillede af ublandet Hvile i Naturens Sköd — saa
bliver hans Kunst forloren, fordi den lösrives fra sit Milieu.
Möllerdatteren Grethe — den ideale Kvinde, paa en Gang
Jomfru og Moder, i hvis Kærlighed han finder en
kortvarig Lykke — hun er ikke en levende, naturlig Kvinde,
der uvilkaarlig vokser til et Symbol; hun er en a priori
konstrueret Allegori, som man intet Ojeblik tror paa; trods
al den Yppighed, hvormed Forfatteren vil udstyre hende,
er og bliver hun blodlös; hendes Tale er af en
himmel-raabende Usandsynlighed. Nej, saa var den lille smægtende
köbenhavnske Julie og den lille pikante köbenhavnske Marie
dog nogle anderledes “rigtige“ Pigebörn!
Det ser næsten ud, som om Nansen i “Guds Fred“
har föjet sig efter en vis Modesmag hos det læsende Publi-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
