Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 1 - Dansk litteratur, af C. E. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
kum — eller som om lian har. villet göre en Indrömmelse
til den Romantik, der atter sejrrigt rejser Hovedet hos den
yngste Forfatter-Generation, men som ikke kunstigt lader
sig lave, naar man er saa akklimatiseret i möderne Kulturs
Vaner og Anskuelser, som Nansen jo nu en Gang er. En
svoren Modstander af denne nyopdukkende Romantik er
Gustav Wied. Han er Naturalismens “sidste Mohikaner44,
en næsten doktrinær Tilhænger af dens oprindelige
Principer. I en Række Novelletter har han (i Schandorphs
Fodspor, men med skarpere Nöjagtighed) afhiret
Almues-folk paa Landet og i Byen det snurrige Sprog, hvori de
udtrykker deres primitive Livsopfattelse. I Virkeligheden
falder Wieds eget Livssyn ret nöje sammen med disse jævne
Menneskers; det er kun en langt mer e kultiver et og be vidst
Form for den samme “Talen naturligt om naturlige Ting44,
den samme poliske Lunhed overfor altslags “Skaberi44. Og
til Skaberi henregner Gustav Wied utvivlsomt i sit stille
Sind alt, hvad der sniager af Romantik og Symbolisme.
Der sidder nemlig inderst inde i ham en lille
Grinebider-djævel, som — hver Gang Situationen bliver altfor
lummer-varm-höjtidelig — slaar en Klap til Side, stikker Hovedet
ud paa Skraa og nikker förtroligt. Den er al Tid paa sin
Post i det truende Öjeblik, den lader sig aldrig forblöffe
af noget, og det er den, der undertiden har sin Spas af at
mystificere Godtfolk med smaa vanvittige Paafund, som
slet ikke tyder paa noget Hang til det Mystiske eller nogen
sönderreven Digtersjæl, men som tværtimod kun er den
sunde Snusfornufts Parader overfor en altfor generende
Idiotisme. — Gustav Wied har i Vinter udgivet en stor
Roman: "Ungdomshistorier“, der ligesom Strindbergs
Romaner er let tilslöret Selvbiografi, og som ogsaa min der
om Strindberg ved det Kvindehad, der skærer Tænder i
Hovedpersonens Ræsonnementer. “Ungdomshistorier44 er en
specifikt köbenhavnsk Roman med et broget Galleri af rask
opfattede og sikkert skitserede — i Regien lidt karrikerede
Figurer. Wied forfæller i en let og muntert passiarende
kone. Han holder af at slaa en Sludder af med hvert et
färende Menneskebarn, der traver ham forbi paa Livets
Landevej, kigge det i Sjælen, höre, ti hvilken Dur den er
stemt, og saa drage videre. Han studerer Jargonen hos et
offentligt Fruentimmer med samme Fordomsfrihed som en
gammel Grevindes aristokratisk-korrekte Væsen.
Ligesom det en Gang er gaaet Forfatteren selv?
saa-ledes gaar det ogsaa Romanens Hovedperson: han kommer
i Fængsel paa Grund af en “uædelig44 Novelle. Og för han
toi lader dette Fængsel, har han en slags Opgörelse med sig
selv. Han tænker paa, om han dog ikke burde holde op
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
