Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 1 - Dansk litteratur, af C. E. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
med at skrive om det onde og stygge her i Verden; der
gives jo ogsaa meget skönt og godt. Men den lille
Grinebider-Djævel haaner ham, fordi han nu ogsaa vil til
“at göre i Skönhed, Godhed og Sandhed“. Man skal le
her i Verden, siger den lille Djævel — le ad sig selv og
andre; ad det hele! Thi det er det eneste Syn paa Livets
store Maskerade, der kan gennemföres konsekvent“. Der
er nu heller ingen Fare for, at Gustav Wied vil kvæle sin
lille Grinebider-Djævel; den fungerer som hans Muse; han
kan ikke fornægte den uden at göre Vold paa sin
Personlighed. Saaledes som han er, repræsenterer han den
literære Naturalism.es y der ste Konsekvens — næsten dens
Karrikatur. Man faar i hans Roman en Fornemmelse af,
at Retningen forelöbig har löbet Linen ud. Menneskene
ses kun som “Silhouetter“ med komiske Konturer; Livet
er forfladet, uden sjæleligt Perspektiv. Man föler Trang
til en dybere, videre, friere Synsmaade.
Den Udvikling fra Generation til Generation, som
ovenfor er antydet, afspejler sig klart og karakteristisk hos
Henrik Pontoppidan. Den store Roman-Trilogi, som han
nylig har fuldendt (“Muld“ — “Det forjættede Land“ —
“Dommens Dag“) er i kunstnerisk Form en Opgörelse med
hele den politisk-aandelige “Gennembrudstid“ og en
Dom-fældelse af dens Resultater. For en begejstret Troende
fra Halvfj erdserne var det danske Folk jo den frodige,
frugtbare Muldjord, som skildres saa fyldigt og farverigt
i den förste Roman. Man læser her om Kapellanen
Emanuel Hansted, der kommer ud til en afsidesliggende Egn,
opfyldt af ideal Nidkærhed for sin Mission som
Kristendommens Apostel blandt de Fattige og Forurettede; han
holder glödende Tåler mod Samfundets Magthavere, mod
Undertrykkerne og de Rige, og samler en talrig
Tilhænger-skare blandt Egnens Almue. Det er i den Periode, da de
politiske Bölger gaar höjt; man beruser sig i oprörske Taler,
i forfængeligt Haab om den store Omvæltning, der skal rense
Samfundet; — og i sin demokratiske Enthousiasme gifter
Emanuel sig med en Boncledatter og gör sig selv til
Bondemand for frivilligt at dele Liv og Kaar med sine fattige
Omgivelser. I syv Aar lever han i det “forjættede Land“;
— saa vaagner han op af sin Dröm og ser, at hans Tro
paa Naturen og Folket har været en Selvforblændelse.
Virkeligheden har ubarmhjærtigt tilintetgjort alle hans
Ung-doms-Illusioner. Den store Frihedsbevægelse er slaaet til
Jorden, Fraseheltene er beskæmmede, og under Reaktionens
knugende Tryk er den lyssky “Indre Mission“ vokset op
og fylder Sindene med plebejisk Raahed og Hadefuldhed.
Bittert skuffet nedlægger Emanuel sit Præsteembéde, siger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
