Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 5 - Storm, Joh.: Det norske Maalstræv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NORSKE MAALSTRÆV.
vansirer Bogen og skader den Sag, den vil forsvare, er den uviden
skabelige Grundvold, Bevisførelsen er bygget paa. Med stor Færdig
hed og Freidighcd beviser Forf. af fremmede Sprogs Historie, at
Nationalsprogets Udvikling overalt har været ganske den samme, som
den i Norge skal blive. Disse ”Beviser” lide alle af den slemme Fcil,
at de ere byggede paa urigtige Fremstillinger af Historiens Kjcnds
gjerninger. Man kan raaaske ikke vente synderlig mere af en Mand,
der selv har betegnet sit Standpunkt ved at definere ”Filistere” som
dem, der spørge efter, hvad ”Grosserere og Professorer” sige (S.
145). Man maa imidlertid være Forf. taknemmelig for, at Maalstræ
vernes hele Forraad af Argumenter her er samlet, saa man kan se,
hvad det hele reducerer sig til.
Hele Forfatterens Argumentation synes fra først af bygget paa
den Forudsætning, at Bonden har ”ét norsk Sprog.” Men ulykkelig
vis holder denne Forudsætning ikke Stik. Bonden taler ikke ”ét
norsk Sprog”, men 4 a 500 norske Dialekter, som gaa saa vidt
fra hinanden, at de tildels ere gjensidig uforstaaelige. Hvis Bonden
overalt havde væsentlig samme Sprog, vilde Landsmaalet skabe sig
selv, og Maalstrævet ikke være noget Stræv. Maalstrævernes indbyr
des Uenighed er det bedste Bevis for, at en kunstig Enhed i Skrift
sproget ikke lader sig opretholde der, hvor der ingen Enhed er i
Talesproget. Hr. G. og andre Maalstrævere erkjende nu mere og
mere, at det Aasenske Landsmaal kun er en kunstig Enhed, et lærd,
dødt Sprog. Yinje selv kaldte det saa (Knudsen s. 215; K, kalder
det dødfødt s. 216). Paa den anden Side maa man sige om det Aa
senske Normalsprog, at det er saa godt gjort, som det kunde gjøres.
Aascu har virkelig taget ”det bedste” d. e. det oprindeligste af Dia
lekterne og derpaa grundet en Fællesform. Det er gjort baade med
stor Kunst og stor Lærdom. Naar Forsøget det uagtet ikke er lyk
kedes, saa viser det bedst, hvor upraktisk den hele Tanke er. Jo
lærderc Sprog, desto umuligere for Folket at tilegne sig. Det hele
Forsøg strander paa den simple Kjendsgjerning, at Bonden ikke
kan skrive dette Sprog. Maalmændene smigre sig med, at det
nok skal gaa an at lære Bønderne at skrive Landsmaal, ”de kan lære
det ligesaa godt, som de nu lære Dansk i Skolerne, og bedre, da
dette er deres eget Sprog.” Begge disse Forudsætninger svigte. Der
er Forskjcl paa at lære det nedarvede, i Skrift og Tale levende dansk
norske Sprog, og at lære et fingeret, som er saa langt fra deres eget,
at hvert andet Ord afviger fra Dialekten og heller ikke har nogen
Tradition at stötte sig paa, lige übekjendt for Børn og Forældre.
Sæt nu imidlertid, at en Bonde f. Ex. fra Thelemarken alligevel vil
lære at skrive Landsmaalet. Han prøver f. Ex. at nedskrive det be
kjendtc Stev:
417
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
