Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 5 - Storm, Joh.: Det norske Maalstræv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
endnu vanskeligere, med Færdighed skriftlig at omsætte sit Bygderaaal
i Landsmaalet ved Tilføielse af de behørige stumme Bogstaver, og ved
Omdannelse af Bøjningsformerne efter Oldnorsk og de bergenske
Dialekter, samt ved Udslettelse af dialektiske Egenheder og Vendin
ger. Der vil nok kræves lang Undervisning og mange Examina for
at naa dette Maal. Maalstræverne tænke da ogsaa for fuldt Alvor
paa at indføre det døde Landsmaal i Almueskolen; ”Skal det blive
Alvor med Maalstrævet,” siger Kr. Janson 1,” saa maa Landsmaalet
sent eller tidligt komme ind paa Almueskolen og blive eneraadende
der.” For Størstedelen af Landet udenfor de vestlige Fjeldbygder vil
dette Sprog blive fuldt saa vanskeligt at forstaa som Dansk-Norsk,
for Østlændingerne meget vanskeligere. Men selv om Bonden skulde
kunne drives til at læse Landsmaal, skrive det vil han aldrig kunne
lære. Hvorledes skal man lære at skrive et Sprog, som ikke existerer
som Talesprog, som ikke beror paa nogen Tradition og som skrives
forskjellig af hver Maalstræver?
Bonden kunde maaske til Nød lære at skrive sin Dialekt, aldrig
Landsmaalet. Hvis en Dialekt havde hævet sig til Skriftsprog og
Almensprog, kunde de øvrige Indbyggere ogsaa til Nød lære det, om
end med stor Møie; thi en levende Dialekt har dog Regel og Norm
i sig selv. Men Landsmaalet har kun i de færreste Tilfælde Lov i
sig selv d. e. i en over hele Landet fælles Sprogbrug; som oftest af
viger den ene Dialekt fra den anden. Regelen maa da vilkaarlig be
stemmes efter hvad der findes rimeligst, eller oprindeligst, eller i
bedste Fald brugeligt i en Flerhed af de ”bedste” Dialekter. Der er
i Virkeligheden ligesaa mange Landsmaal, som der er Maalstiævere;
thi da der ingen enkelt, levende, idiomatisk Sprogbrug er, og ikke
engang i Skriftsproget nogen Overleverelse fra Forfædrene, saa tager
Enhver mere eller mindre af sit eget eller af den Dialekt, han kjen
der bedst. Er han dansk-norsk Bymand, efterligner han slavisk sine
Forbilleder, Maalstræver-Høvdingerne, eller han sætter sig møisomme
lig til at skrive Stil ved Hjælp af Grammatik og Lexikon.
At indføre det Aasenske Landsmaal hvis det var muligt
vilde være et Tilbageskridt i Udviklingen fremfor at bruge det virke
lig levende dansk-norske Sprog. Det staar i stik Modsætning til al
nyere Udvikling at indføre et dødt Sprog med en Mængde stumme
Bogstaver og døde Former. 2 Ja, hvad mere er, det staar ogsaa i
Strid med al ældre Udvikling. Ethvert ældre Sprogs Form er bygget
paa, at rrtan skrev, som man talte. Man gjorde det ofte übehændig,
og vaklede mellem forskjellige Betegnelser for Udtalen, men Hensig-
1 Hvad vi Maalstrcovere vil, S. 34.
2 Da er der dog mere Mening i den fonetiske Skrivemaade, der er brugt i ”Heims
kringla, umsett af S". Men paa den anden Side kan denne Orthofoni ikke andet end
yderligere blotte den store Forskjel mellem Dialekterne, navnlig mellem de vestlandske
og de østlandske.
422
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
