Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 5 - Storm, Joh.: Det norske Maalstræv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Skrevet IBIR, 2 Skrevet HIABI.
Nordisk Tidskrift. 1878.
DET NORSKE MAALSTRÆV.
ten var der. Først naar den oprindelige Form ved Talesprogets fort
satte Udvikling er bleven forældet, kan der opstaa et traditionelt Ele
ment i Skrivemaaden, idet der bliver en Kløft mellem Tale og Skrift.
Den engelske og den franske Orthografl representerer som bekjendt
væsentlig disse Sprogs Lydform, som den var i Renaissancetiden og
blev befæstet ved Bogtrykkerkunstens Udbredelse. Hvis vore For
fædre havde fortsat at skrive Oldnorsk ned igjennem Tiden, saa kunde
der have udviklet sig en fast Tradition. Dog selv under denne For
udsætning vilde det have været en vanskelig Sag. Der har neppe
nogensinde været nogen fuld Enhed i det oldnorske, saadan som der
virkelig var i det islandske. Allerede paa Runestene forekomme
Dialektformer som ivir 1 for yvir, Flatdal i Thelemarken c. 12te Aar
hundrede; hjdpi 2 f. hjalpi, Bygland i Sætersdalen c. 13de Aarh.;
Bjdfa f. Bjalfa, Jæderen c. 1100; sammenlign hermed Former som
det sætersdalske håv f. kalv. I 13de og 14de Aarhundrede var en
tydelig Dialektforskjel indtraadt mellem Østlandet og Vestlandet. 3
Paa Østlandet sagde og skrev man hæyræ, sendæ, Gunnær, annær etc.
Paa Vestlandet beholdt man a. Landsmaalets höyra afbryder altsaa
for Østlandet den historiske Kontinuitet; men selv om man med nogle
Maalstrævere skriver höyre, saa passer dette igjen ikke for de ”bedste”
Dialekter. Paa Østlandet skrev man allerede i Slutningen af 13de
Aarh. pæt det, pænn den, pær der, mod Vestlandets pat, pann, par.
Det østnorske pæt blev senere pæ6, nu dæ, de; det vestnorske pat
senere patS (ligesom i Islandsk), nu da. Landsmaalet vakler mellem
dat, den egentlige Normalform, men som aldrig har existeret uden i
Nedertydsk, det, da, dæ. Det er ikke istand til at formidle Dialekt
forskjellen uden gjennem en falsk Form; dat. Det gamle hvat blev
paa Østlandet hva6, nu hå, å; paa Vestlandet i 14de Aarh. hvat, al
mindelig hvaö, nu almindelig ha, tildels hva, sjelden hvat. Landsmaalet
vakler imellem hvat,og hva, men formaar ikke derved at bygge Broen
over fra Vestlandet til Østlandet. Bergenseren med sit ha for noho
og Østlændingen med sit håffernoe, åfferno ere fremdeles lige ufor
staaelige for hinanden, og Landsmaalets vestlandsk-dansk-oldnorske hvat
for nohot gjør det ikke bedre. Det gamle hversu, hverso, hvorledes, blev
paa Østlandet hvarso, horso, hosso, nu hoss og ved Sammensætning med
det nedertydske dan: hosdan, hossen, 4 åssen; paa Vestlandet blev det
hvarso, hvasso, hvorso, nu horso, hoss etc. Landsmaalet fornægter den
østlandske Form. Ved Siden af mihill megen, mihit meget, lindes i
oldnorsk jævnlig myhill, myhti, nu vestlandsk myhje, østl. mye, rnöe.
Men ved Siden heraf forekommer det assimilerede tnyhyll, myhyt alle-
3 De følgende Exempler ere tagne af mine endnu ikke udgivne Samlinger til old
norsk Sproghistorie. Til Østlandet hører i de fleste Punkter ogsaa Thrøndelagen.
4 Hos Aasen anføres hossen som en Form af horso.
423
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
