Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 6 - Storm, Joh.: Det norske Maalstræv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Traggerni d’este focora se feste- a bolontate.
DET NORSKE MAALBTRÆV.
særlig romerske, ingen neapolitanske, ingen lombardiske eller venezian
ske 1 Udtryk eller Former. De yderst faa Sicilianismer som vui for voi,
eller emilianske Former som lorne for lume, ere indkomne gjennem
literær Paavirkning af den sicilianske og den bolognesiske Skole, og
benyttes kun for Rimets Skyld. Dante roser meget de sicilianske
Digtere, men vel at mærke kun dem, der digtede i Valfare illustre.
Plan undtager udtrykkelig de barbariske Digtere, der skrev paa siciliansk
Folkemaal: ”Quod si vulgare Sicilianurn accipere volumus, scilicet
quod proditur a terrigenis mediocribus, ex ore quorum judicium
elicendum [sid] videtur, prælationis minime dignum est.” Han
anfører derpaa som Exempel følgende Linje af Ciullo d’Alcamo:
Grunden til den tilsyneladende Modsigelse i, at Dante siger, at
han skriver :det ædle Landsmaal’, og i Virkeligheden skriver Toskansk,
er ganske simpel: Vulgærlatinen havde i Toskana, Italiens Centrum,
forandret sig mindst; den toskanske Dialekt faldt i Form væsentlig
sammen med ’det ædle Landsmaal’, som beroede paa en ældre Tradition.
Dette ædle Landsmaal, ”quod omnis Latiæ civitatis cst, et nullius esse
videtur”, var hidtil fluktuerende, og vexledc efter de forskjellige Loka
liteter, tildels stærkt latinisercndc, tildels stærkt paavirket af Dialek
terne. En Tid efter Dautes Død saa det endog ud til, at den neapo
litanske Dialekt skulde gaa af med Seieren; selv Romerne talte og
skrev i 14:de Aarh. halv neapolitansk3. Men den stigende Begeistring
for Dante samt Boccaccios og Petrarcas Indflydelse gjorde, at den æd
lere toskanske Form blev den herskende over hele Italien.
Mccl Hr. Garborgs Beviser fra den engelske Sproghistorie er det
ikke bedre bevendt. Han kjender kun forældede Kilder. Han gjen
tagcr S. 179 efter Max Muller den uholdbare Paastand: ”English did
not spring from tbe Auglo-Saxon of Wessex only, but from the
dialects spoken in every part of Great Britain, distinguished
by local pcculiaritics and modilied at different times by the influcnce
of forcign elements.” Sagen er, at Engelsk aldeles ikke direkte ned
stammer fra det Yestsaxiske (det almindelige Angelsaxiske), men fra
den østlige Gren af det sydangliske, den gamle merciske, senere saa-
1 Former som avemo, der af nogle Fortolkere kaldes veneziansk, er blot gammel
toskansk lat. hal)emus. Nyere toskansk ahhiamo. Dante anförer facciamo som floren
tinsk Provincialisme.
2 Este er for Resten en Latinisme; saaledes udtales endnu det latinske est af Ita
lienerne. Ital. og sicil. heder det é. Det hele Yers vilde hos Dantc formodentlig have
hedt: Traggcmi d’esti fuoehi. se fe a volontade (eller -tate). Paa moderne Italiensk:
Traimi da juosti fuoehi, se fe a vulontå (se é la tua volontå).
3Se Cola de Eienzos Krønike fra II:de Åarh, hos Muratori, Antiquitates Italicce
111, 219 ff. Allerede Formen liienzo for Eenzo, Lorenzo viser den neapolitanske Dif
tongisering. Hermed hænger vel ogsaa Dantes haarde Dom over den romerske Dialekt
sammen: ”Dicimus ergo Eomanorum non vulgare sed potius tristiloquium Italorum
vulgarium omnium esse turpissimum.” Nu gjælder som bekjendt lingua toscana in hocca
romana som det skjønneste.
527
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
