Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 6 - Storm, Joh.: Det norske Maalstræv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
hjemme noget andet Sted paa Jorden, fölgelig maatte være norsk’.”
Men det dansk-norske ”Maalstræv” har netop det forud for det norske
Landsmaalstræv, at det er en virkelig Sprog bevægelse, medens dette
er et virkeligt Maalstræv. Hint er bygget paa et meget logisk og
simpelt Princip, Qvintilians gyldne Kegel, at skrive som man taler,
dette derimod gaar ikke engang ud paa at skrive som man burde 1
tale, men paa at skrive saaledes som man ikke taler. En anden Sag
er det, at man ikke gjennemfører det Quintilianske Princip konsekvent.
Det Knudsenske Maalstræv gjør sig skyldig i den Feil ikke at være
sit Princip tro. Overlærer Knudsens Princip er at fremstille det dan
nede norske Talesprog efter ”den landsgyldige Udtale”. Han skriver
fonetisk efter Talesproget en man (skulde være mann efter den virke
lige Udtale-) f. en Mand, derimod etymologisk et land, skjont Udtalen
er lann. Knudsen gjør dette af praktiske Grunde; han mener, at man
ikke kan opnaa alt paa engang. Han skriver efter Talesproget vite f.
vide, hahe f. Hage, gate f. Gade, hoken f. Bogen, men beholder etymo
logisk stumme Bogstaver: god dag, der efter Udtalen aabenbart burde
skrives go da. Konsekvensen vilde føre til at skrive va for noe eller
vajferno f. hvad for noget, og derfra er Skridtet til det vulgære håfferno,
åfferno ikke langt; ligesaa møe f. meget efter den almindeligste daglig
dagse Udtale, der baner Yeien til det vulgære mge. Knudsen er alle
rede paa god Vei ved at skrive ha f. have, ta f. tage, dra f. drage.
Men da burde han heller ikke skrive og f. å; det maa hede ta i å dra
f. tag i og drag, thi saadan er Udtalen. Knudsen synes at have gjort
en Forbedring ved at rette af til av, og ved at skrive le ad f. le af
(eng. laugh at), som dog ogsaa andre have gjort før ham; men i Virkelig
heden adskiller det levende Sprog ikke længer disse to Præpositioner,
begge blive i Udtalen til a. Man maatte konsekvent skrive: Han slo
hatten a hode pan; je 3 kangke la være å le a de f. Han slog Hatten af
Hovedet paa ham; jeg kan ikke lade være at le ad det; ta a hore
tage af Bordet. Det vilde ikke være tilstrækkeligt at forandre ”Flad
brød” til flatbrød, det maatte efter den virkelige Udtale skrives flabhrø.
Falske Former som Mot f. Mod maatte ogsaa skrives efter Udtalen,
jfr. ”Kjæften aa Mote har hjolpe saa mange”, i den gudbrandsdalske
Vise ”Paul paa Haugen”.4 At rette ”tredie” til tredje forslaar ikke, det
maatte hede tredde o. s. v. Vanskeligheden ved det fonetiske Princip
er at trække Grænsen. Den høitidelige Stil har sin Udtale, den daglige
Tale sin, den vulgære sin. Det er derfor godt at have et traditionelt
1 Es. Tegnér i Svensk Tidskrift 1874, S. 133: ”Nej, svenska språket är icke det
språk, som borde hafva talats i Sverige, utan det språk, som verkligen der talas.”
2 Med langt eller dobbelt n, medens det i Dansk lyder kort eller enkelt. Jfr. H.
Sweet, On Danish Pronunciation.
3 Je tonløs form, jei betonet. I en Gadevise af Pseudonymen Olaves Pedersen beder
det derfor ganske rigtig: jei, je gaar fr. moi je vais.
4 Åsbjørnsens Huldreeventyr S. 157.
534
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
