Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 6 - Storm, Joh.: Det norske Maalstræv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET KORSKE MAALSTRÆV.
Skriftsprog, der kan være en virkelig ”Generalnævner” for alle disse
Former, og holde de ædlere Former oppe, saalænge de ansees for æd
lere. Først naar dette ophører at være Tilfælde, da kan det være paa
Tide at indføre en ny Orthografi. Vort Talesprog er endnu blandet;
det er norsk i det dagligdagse Element, dansk i de høiere Sfærer, de
lærde Ord. Saa længe vi sige vite, men Videnskab, er det forhastet at
skrive Vitenskap. I det høieste kunde man forlange, at vi virkelig
skulde skrive efter den faktiske Udtale. Men da vilde Sproget komme
til at se underligt ud. Man maatte da skrive en baag eller en bag, men
flere böker, thi saa er den gjængse Udtale; dog siger man oftest koke
bok, ikke kagebag; og bok høres oftere i den mest løsslupne Daglig
tale f. Ex. blandt Skolegutter. Vort Sprog er endnu ufærdigt, men det
bevæger sig i Ketning af Norskhed. Den Tid kan komme, da Be
vægelsen bliver gjennemført, og vort Talesprog bliver konsekvent og
harmonisk. Men at skrive helt norsk, hvor Talen endnu er halv dansk,
er forhastet. Skriftsproget følger overalt efter Talesproget, og i Al
mindelighed meget langsomt.
Gjennemførelsen af det norske Talesprogs grammatiske Former
er rimeligvis kun et Tidspørgsmaal. Bjørnson og andre skrive allerede
Hæster, Ulver, Stoler, og saaledes siger man virkelig. Ligesom i Engelsk
s, saaledes er i Norsk er gjennemført som Flertalsendelse. At gjennem
føre Enkeltalsformerne i Verbernes Nutid bliver ogsaa mere og mere
almindeligt, ligesom det forlængst finder Sted i Talesproget: vi har, vi
drikker f. vi have, vi drikke. Fortidsformerne trodde, blødde f. troede,
biødede, høres almindelig og skrives ofte. Derimod er man endnu kon
servativ i Pronomenerne. Talesproget siger: vi har, dere ] har, di har,
men man skriver: I har, de har (have). Og man bør heller ikke skynde
sig for stærkt med alle disse Forandringer. Det haster slet ikke saa
forfærdeligt. Man bør give Sproget Tid til at faa en fast Form. Kun
det er Betingelsen for Klassicitet.
Det maa fastholdes, at saalænge en Forandring stemmer med Virke
ligheden, er den mulig. Den utvungne Dagligtale kan engang komme
til Udtryk i Skrift. Det er ikke umuligere, at man i Norsk kan komme
til at skrive je vi’kke f. jeg vil ikke, je kangke f. jeg kan ikke, end at
man i ”colloquial English” skriver I zvon’t f. 1 will not, I carit f. I
cannot. Bjørnson har jo skrevet sit bekjendte Gaar d’ikke rygende,
gaar d’ikke fygende-. Men her er Grænsen. Det vulgære og provin
cielle vil aldrig blive optaget i det dansk-norske Kultursprog uden som
1 Denne Form. antager jeg er opstaaet ved Abstraktion eller den fölte Stammes Af
lösning i Genitiven deres, eg. B:die Pers. = eng. theirs, dernæst ogsaa 2:den Pers. = eng.
yonrs. I norsk Vulgærsprog liere som hoflig Tiltale f. De. Jfr. Bjørnson: ”Aa, kjere,
go’e, snilde Beve! Jeg skal aldrig gjöre det mer” (Fiskerjenten). Af dette dérc kom
mer maaske det norske Tatersprogs dero, du. Bergenserne, som i visse Smaating ere
mere konservative, bruge endnu det danske I, jer, ligesom de f. Ex. virkelig sige at
gå, ikke som Østlændingerne å gå. Jfr. Barnesprogets vore f. os, dannet af vores.
2 Arnljot Gelline, S. 1.
Nordisk Tidskrift 1878. 3(3
535
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
