Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 6 - Storm, Joh.: Det norske Maalstræv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NORSKE MAAESTRÆV.
tyter 1 ud af den” o. fl. Vi bruge nemlig virkelig disse Former i dag
lig Tale; her er Maalet og Grænsen for Optagelsen; et Ord bliver i
Regelen ikke alraengyldigt, før det virkelig bruges i det dannede Tale
sprog. For Resten har Asbjørnsen ogsaa optaget en Mængde Ord af
Folkesproget, hvad der er fuldt berettiget i Eventyrstilen og Folkelivs
skildringer. Saadanne Ord ville ikke blive almindelige i Literatur
sproget, førend de ere kjendte og brugte af den dannede Klasse.
Ved Siden af Asbjørnsen staar Jørgen Moe 2 (f. 1813 paa Ringe
rige), ligesom Melanchthon ved Siden af Luther. Medens Asbjørnsen
repræsenterer det djærve, humoristiske hos Nordmanden, kommer hos
Moe det milde, barnlige, elegiske i Folkenaturen frem. Udgangen af
Folket selv er ogsaa Moe ægte norsk i sin Sprogtone (bortseet fra
enkelte Danismer) og ved med stor Sikkerhed at finde Sprogets Har
monier.
De følgende norske Forfattere staa paa disse to endnu levende
Reformatorers Skuldre, og have kun fortsat, hvad de havde begyndt.
Professor L. Kr. Daa har øvet en ikke übetydelig Indflydelse og vilde
have havt en endnu større, hvis ikke hans Sprog havde været behæftet
med adskillige Bizarrerier; han yndede meget Suecismer og skrev f.
Ex. forinte f. tilintetgjøre, sv. förinta. Plan skrev Tillit og paalitlig
med t, men lod ellers det danske d uforandret. Jeg har det Indtryk,
at det nu almindelige ihærdig først er bleven bragt i Kurs af ham,
men jeg er ikke vis derpaa.
Et nyt Fremstød fik den norske Sprogbevægelse gjennem Bjørn
stjerne Bjørnson (f. 1832 i Kvikne 3) denne mægtige Aand, som
sprængte alle Skranker. Bjørnson er en med Wergeland beslægtet
Natur; hans Væsen er en Naturmagt, der strømmer ligesom den vilde
Fos og river alt med sig, men til andre Tider gaar mild og blid som
en smilende Elv gjennem Blomsterenge. I sine lykkeligste Øieblikke
har Bjørnson frembragt Ting, som staa paa Høiden af alle Tiders
Poesi; han er -de store Syners Seer. Men hans Begavelse er ujævn,
hans Stil ofte uklar og indviklet, Udtrykket for den almindelige Sprog
følelse ofte søgt og tvungent. En saadan Digters Stil maa imidlertid
ikke bedømmes efter almindelig Maalestok. En Aand, paa hvem Fø
lelsen strømmer ind med en saadan Vælde, kan ikke nøie sig med det
almindelige Sprog, det falder ham for fattigt og mat; han maa altid
søge efter Udtryk for det usigelige, der rører sig i ham, og som Spro
get i Grunden er for svagt til at gjengive.
Med Rette siger den svenske Sprogforsker Es. Tegner, Sv. Tidskr.
1874, S. 119: ”Då språket i följd af sin natur icke kan vara individuelt
utan altid förutsätter en gemenskap med andra, ligger däri verkligen
på sitt sätt ett tvång för individen. G. Brandes har fullt rätt i hvad
1 pibler. 2 udtales Mo. 3 Da Bjørnson har tilbragt Størstedelen af sin Barndom
i Romsdalen, maa han nærmest regnes for Yestlænding.
541
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
