Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FILOSOFIEN I SVEHIG.
ganisk system, en konkret og harmonisk helhed. Denne tanke kan
siges at være den svenske filosofis grundtanke. Men den fremtræder
hos Thorild endnu ikke i den strængt idealistiske form, som den sen
ere arbejdede sig hen til. ”Havde Thorild”, siger prof. Nyblæus
(I, 1 p. 271), ”mægtet at give en konsekvent videnskabelig udvikling
af denne idé om det hele, vilde han være bleven ført til en rationelt
idealistisk verdensanskuelse, eller han vilde have set sig nødt til at
erkende, at den sanselige virkelighed ikke svarer til de opstillede
fordringer om en helhed, men forudsætter en anden virkelighed, der
må være rent ideel eller rent åndelig, og derfor også rent fornuftig
og personlig.”
Til en lignende pantheistisk verdensanskuelse, som Thorild’s,
førtes Karl August Ehrensvärd (f. 1745, d. 1800), hvis betydning særlig
ligger på æsthetikens område.
Medens ”den höjere empirisme” kun gennem anelse eller digter
isk spekulation kunde vise hen til den ideale verdensanskuelse,
gjordes der et stort positivt fremskridt med Kant’s undersøgelser af
den menneskelige erkendelsesævne, som førte til det resultat, at be
vidstheden i sit væsen er aktiv, enhed i mangfoldighed, og at vor er
kendelse derfor vel begynder med sanselig erfaring, men dog ikke
udspringer af den. Herved gjordes der ende på den forudsætning,
hvorfra Locke gik ud: at bevidstheden forholdt sig aldeles passivt ved
erkendelsesstoffets modtagelse.
Men Kant selv er, i følge prof. Nyblæus, endnu til dels hildet i
den populære realisme. Han udleder vore fornemmelser fra ydre
genstandes virken, og antager en ”ding-an-sich” udenfor bevidstheden.
Kun erkendelsens former have deres oprindelige grund i bevidsthed
ens væsen; stoffet optages ude fra. Derfor skelner han skarpt mellem
sanseanskuelse og forstand: ved hin alene ere genstande givne, ved
denne tænkes de kun. Her synes da den forudsætning at ligge til
grund, at al virkelighed må være given for sanseanskuelsen.
Vel har Kant, i folge prof. Nyblæus, indlagt sig stor fortjænestc
ved bestemt at skille fornuften fra sansningen og den til sansningen
sig refererende forstand, og han har ved at opfatte fornuften som
bevidstheden om det oversanselige ”udtalt en af de tanker, ved hvilke
han lader det foregående tidsrums empiriske spekulation langt bagved
sig og åbner udsigt til en ny verden”. Men han nægter, at fornuften
ad egne veje kan nå nogen ny erkendelse, og mener, at den kun stiller
et ideal, der fordrer fremskridt ud over det til enhver tid givne og
opnåede. Ligesom Kant, i følge prof. Nyblæus, har uret i at skelne
mellem stof og form, hvad anskuelsesævnen angår, idet alt, der op
fattes i anskuelsesformerne, lige så vel som disse former selv, ligger
præformeret i bevidstheden og kun skal gå over fra mulighed til
virkelighed, fra dunkelhed til klarhed, således har han også uret
41
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
