Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
i at opfatte fornuften som en blot formel ævne til at opstille postulater
og idealer, i stedet for at betragte den som en reel ævne, der har det over
sanselige til sit oprindelige indhold. Kant vender det rette forhold
om, ”når han, i stedet for at søge årsagen til den menneskelige for
nufts trang til at gå tilbage til de sidste grunde i menneskets umid
delbare bevidsthed om ideerne, tvært imod vil grunde ideerne på den
menneskelige erkendelsesævnes indretning og göre dem afhængige
af den. Også dette hysteron-proteron medvirker til Kant’s forkastelse
af ideernes konstitutive gyldighed, en forkastelse, der har sin sidste
grund i visse empiriske og realistiske forudsætninger”. (I. 2 p. 35—37).
Som i sin lære om fornuften, således har Kant også i sin Ethik,
sin Religionsfilosofi, sin ”Kritik der Urtheilskraft” givet mange antyd
ninger af en höjere verdensanskuelse end den, der følger af hans er
kendelsestheori. Men medens den mod realismen vendende side i
hans theori er fuldt udarbejdet, fremtræde disse antydninger kun
sporadisk og få ingen principiel gennemførelse. Kant viser sig ved
bestemmelsen af de vigtigste begreber stedse befængt med empirisme.
Således f. ex. i hans betragtning af organismens begreb, der er så
betydningsfuldt for den ideale verdensanskuelse. Han går her ud fra
den empirisk givne virkelighed, den sanselige organisme, der udvikler
sig i tiden, og bestemmer organismens almindelige begreb efter den.
Men bestemmelsen af organismens karakterraærke som selvudvikling
passer blot på den endelige eller relative, ikke på den fuldkomne eller
absolute organisme. Tænkes derimod organismens enhed at have
fuldkommen magt over hele sit indhold, så kan der ikke blive tale om
nogen udvikling, da al udvikling går ud på at göre bestemmelsernes
potentielle bestemthed ved enheden til aktuel. Udvikling og bevæg
else ligge derfor ikke i organismens begreb, når dette tænkes uden
indskrænkning eller i sin sandhed og fuldkommenhed. Tænkt på
denne måde betyder organismen intet andet end et reelt system eller
en virkelighed, der danner et i sig sluttet, fuldt sammenhængende
hele, d. v. s. en virkelighed, hvis enhed er nærværende i en mangfold
ighed af bestemmelser eller momenter, der omvendt ere nærværende i
enheden og i hverandre. (I, 2 p. 120—121).
Der må derfor, i følge prof. Nyblæus, skelnes mellem en lavere
og höjere side hos Kant. Efter den lavere side deler han Locke’s og
empirismens forudsætning om en ydre realitet, efter hvilken erkendel
sen skal rette sig, og af hvilken den påvirkes. Den höjere side består
i den erkendelse, at al virkelighed ikke opgår i den sanselige ver
den, men at der gives en anden og fuldkomnere, over rum og tid
hævet virkelighed, end den sanselige, der kun er et fænomen af den.
Det er kun den lavere side, der er blevcn udviklet af Kant’s efter
følgere i Tyskland. Vel opgav Fichte antagelsen af en ”ting-i-sig”
udenfor bevidstheden, men han opfattede dog, ligesom Kant (og em-
42
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
