Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FILOSOFIEN 1 SVERIG.
Det vil altså ses, at man kan bortskære de populært-realistiske forud
sætninger fra Kant’s tlieori, uden derfor straks at styrte sig over i
den idealistiske spekulations arme.
Der var også et andet punkt i Kant’s filosofi, hvor han syndede
imod sine egne grundsætninger. Ligesom han ved umiddelbar at
statuere en ting i sig gik ud over erfaringen og bevidstheden, således
lod han på ét punkt, næmlig i pligtbuddet, den absolute virkelighed
direkte træde frem i bevidstheden. Men når pligtbuddet er en psyko
logisk kendsgerning, må det dog gælde for dets som for alle andre
kendsgerningers vedkommende: at det er et fænomen, der er erfaringens
(her den psykologiske og historiske erfarings) love underlagt. Op
fattelse af en absolut virkelighed er, i følge Kant’s egen filosofi, en
contradictio in adjecto, da virkeligheden ved at opfattes af os e.o ipso
er relativ virkelighed. Også her går Kant altså bagved bevidstheden,
og det exempel, han havde givet på at bryde den kritiske filosofis
principer, blev trolig fulgt af hans efterfølgere.
Det forekommer mig, at prof. Nyblæus ved sin sondring mellem
en ”lavere” og en ”höjere” side hos Kant er kommen til at overse
selve det centrale hos ham: det kritiske standpunkt, hvori dog hans
egenlige storhed og betydning ligger. At give dybsindige henvisning
er til en idealverden, mystiske fingerpeg til en ”höjere virkelighed”,
er endda ikke så vanskeligt; man har jo hele den Platoniske og Ny-
Platoniske litteratur til sin rådighed, for ikke at tale om theologi og
katekismus. Men til at blive erkendelsestheoriens egenlige grundlægger,
ved logisk-psykologisk analyse at blotte den menneskelige ånds elemen
tære struktur, dertil hører et geni og udfordres et tankearbejde, som
søger sin lige.
Det er ikke min mening, med visse ivrige Ny-Kantianere at op
fatte den Efter-Kantiske spekulation som et syndefald. I hvert til
fælde havde Kant selv sat slangen ind i paradiset. Man må for at
være retfærdig mod spekulationens heroer erindre, hvilke misbrug der
kunde drives med Kant’s filosofi, aldeles afset fra deus indre mangler. Der
er intet spörgsmål om, at hvad der vandt så mange for Kant’s system
og så hurtig skalfede det indgang, nok så meget var hans praktiske som
hans theoretiske resultater. Det var den dybe ethiske alvor, der
fængslede så mange. Men blandt dem var der atter ikke få, som trøstede
sig over umuligheden af enhver spekulativ theologi, over omstyrtning
en af de gode gamle ”beviser for Guds tilværelse”, ved den anvis
ning, Kant selv gav på at postulere Gud og udødeligheden af mo
ralske grunde. De fandt en ny udvej til at redde deres gamle dog
mer. De satte Kant höjest netop dér, hvor han hørte op at være
tænker; ti den Gud, der hos Kant skal bringe dyd og lyksalighed i
harmoni, er et lige så mythisk væsen som ”Demiurgos”, der hos Plato
fremtrylles for at forme materien efter ideerne. Med rette tilråbte
45
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
