Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
den unge Schelling sådanne Kantianere (i sine interessante ”Briefe
fiber Dogmatismus und Kriticismus”): ”For eder var ikke dogmatis
men men i det höjeste kun den dogmatiske filosofi bleven styrtet I”
Det var altså for at hævde filosofiens frihed og selvstændighed
og tilfredsstille fordringen om enhed i verdensanskuelsen, at så mange
begavede ånder slog ind på de spekulative veje.’ Når man ikke vilde
gå ad erfaringens vej, der ikke fører ud over relativiteten, stod der
kun én vej åben: den idealiserende abstraktion.
Når prof. Nyblæus i sin kritik bebrejder Kant, at han betragter
tidsudviklingen som væsenligt element så vel i bevidsthedens som i
organismens begreb, skönt tiden kun gælder for det endelige, ikke
for det uendelige og absolute, så skylder han først Kant regnskab
for, hvorledes det bliver muligt at göre en sådan overgang fra det
endelige til det uendelige og i det hele at opstille et positivt begreb
om det absolute. Kant vilde til denne kritik ganske simpelt svare,
at han kun har talt om den organisme og den bevidsthed, som vi
kjmde; først når der kan påvises en bevidsthed uden tidsvilkår, en or
ganisme, der ikke er udvikling underlagt, vil det være berettiget at
udvide begreberne. Spørgsmålet er, om vi i det hele kunne tænke
det tidløse, om ikke forandring, overgang, bevægelse, udvikling
ere fundamentale bestemmelser i vor bevidstheds natur. Og selv om
vi kunde abstrahere fra disse bestemmelser, så er den blotte abstrak
tion dog ikke nok til at danne forestillingen om et virkeligt væsen.
Ad abstraktionens vej kunne vi nå tilbage til de simple grundforhold
og grundlove, men den kan ikke føre til nogen ny erkendelse af et
virkeligt, som ikke i forvejen er givet. At appellere til ”menneskets
umiddelbare bevidsthed om ideerne” (1, 2 p. 36) hjælper intet, da det
jo ikke er alle, der besidde en sådan bevidsthed, og den i hvert til
fælde må underkastes en nærmere psykologisk analyse, för man kan
vide, hvad den betyder. Dersom den menneskelige fornuft besad et
sådant oprindeligt indhold og var en ”real ævne”, vilde vi få to slags
logik: en for den höjere og en anden for den lavere erfaring. Men
det sidste motiv til at opstille idealet om den fuldendte, over tid og
udvikling hævede virkelighed er som det siden vil vise sig i
virkeligheden ikke logisk, men ethisk.
Det var også abstraktionens vej, man i Tyskland slog ind på, da
man efter det kritiske mellemspil på ny betrådte de spekulative baner.
Kant’s analyse havde ført til opfattelsen af bevidstheden som en op
rindelig synthese. Men synthese forudsætter stedse en flerhed, der
forenes, en dobbelthed, der overvindes. Lad os da sagde man
søge tilbage til det punkt, hvor dobbeltheden bryder frem, hvor mang
foldigheden endnu ikke er sat, til den rene aktivitet! I al virke
lig bevidsthed finde vi ganske vist kun den relative, bestemte og
modificerede aktivitet; men derfor må spekulationen også bygge på
46
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
