Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FILOSOFIEN I SVEEIG.
en grund, der ligger ud over bevidstheden. Al virkelig bevidsthed
sagde Fichte beror på en duplicitet, en sondring mellem subjekt og
objekt. Den rene virksomhed, hvorved først subjekt og objekt blive til,
har derfor selv intet objekt, ingen modstand. For at bevidstheden skal
blive til, erfaring blive mulig, må der sættes skranke og begrænsning;
kun relativ virkelighed er virkelighed for os. Men hvorfor skal da
erfaring være mulig? På dette spörgsmål giver Fichtc kun et teleo
logisk svar: fordi den uendelige, expansive bevægelse ikke har den
værdi, som bevidsthed og viden. Det at blive sig bevidst er altså et
gode, som skal opnås, og derpå går den evige fornuftproces ud. Under
forskellige former er det det samme svar, Schelliug og Hegel også i
sidste instans give. Fichte har så stor interesse, fordi spekulationens
motiver og udgangspunkter hos ham ligge så tydelige.
Vi stå her ved det punkt, hvor vejene skilles. Den vej, der fra
Kantianismeu fører ind i spekulationens land: den idealiserende ab
straktion, deler sig i to grene, idet den tyske spekulation dristig til
lægger det absolute en evig selvudvikling, medens den svenske spe
kulation betragter det absolute som det evig fuldendte og afsluttede.
Vi ville endnu ikke undersøge, hvilken af disse retninger der har
störst værdi og berettigelse; ti vi have endnu tilbage at betragte den
svenske spekulations historiske udvikling.
Den Kantiske filosofi mødtes i Sverig med skarp kritik fra flere
af de raæud, der havde sluttet sig til Locke’s retning; foruden Leo
pold optrådte navnlig Fremling (d. 1820) med en særdeles skarpsindig
kritik især af Kant’s rnoraltheologi. Han viser, hvorledes Kant her
stedse kommer i modsigelse med sig selv: Postulatet om udødelig
hed begrunder Kant ved, at mennesket her i livet aldrig når den
ethiske fuldkommenhed. - men den kan, som han selv lærer, ikke
nås af noget endeligt væsen, men vedbliver at stå som et ideal. Vel
siger Kant, at tiden ikke har gyldighed for den intelligible verden;
men hvoraf véd han det, når denne intelligible verden ikke kan være
genstand for erkendelse? En personlig udødelighed følger i hvert
tilfælde ikke; ti det kunde jo være, at fuldkommenheden realiseredes
gennem slægtens udvikling, der af Guddommen sammenfattes til en
hed. Og når Kant i sin Ethik vil ophæve egenkærligheden, synes
ønsket om fortsættelse af den personlige tilværelse også at måtte træng
es tilbage. Det er endelig en af Kant’s raethodiske grundsætninger,
at alt i universet skal forklares af naturlige årsager, så at endog de
vildeste fysiske hypotheser ere at foretrække for en appel til det over
naturlige; men så synes han også ved spørgsmålet om lyksalighedens
forbindelse med sædeligheden at måtte lade sig nöje med en ved na
turårsager betinget moralsk verdensorden.
Andre af Locke’s tilhængere blev derimod vundne for den nye
filosofi. Kaut’s første discipel i Sverig var Daniel Boethius (f. 1751,
47
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
