Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nordisk tidskrift.
jektive karakter, så må den bestandig stræbe at komme ud over denne,
stræbe at bringe sine forestillingsforbindelser nærmere til den objek
tive gyldighed. Erkendelseslivet er kun en enkelt form for den store
kamp for existensen og for den fordring, der stilles til alle organiske
væsener: at de skulle bringe sig i harmoni med deres omverden. En
isoleret subjektivitet vilde være undergangens visse bytte.
Analysen er overalt synthosens grundlag, men det nærmere for
hold mellem de to methoder hvorvidt en synthese i det hele er
mulig, og i hvilket omfang er forskelligt i de forskellige viden
skaber. Den synthetiske methode kan kun få positiv betydning, når
analysen har ført til simple og ensartede forhold, der i sig selv inde
holde principet for en hel ny og selvstændig udvikling. Dette er
således tilfældet med den analyse, der fører til opstilling af de mathe
matiske axiomer. I andre tilfælde bliver synthesen kun en rekon
struktion ud fra et vist punkt, med stadigt henblik til erfaringen og
med successiv optagen af de ved analysen givne elementer. Virke
ligheden er stedse sammenhæng, konkret totalitet. Men den umid
delbare sammenhæng står for tanken som tilfældig; det kommer da
an på, om den som frugten af sit arbejde kan sætte en ny totalitet
i stedet for den givne. Ofte går det den som hornene, der rive
deres legetöj i stykker for at få at vide, hvorledes det ser ud indeni,
og nu forgæves prøve på at sætte det sammen igen. Og dog have
hornene fuldstændig ret i, at de ikke kunne lære tingene at kende,
så længe de lade dem blive, som de ere.
Filosofien må være samme lov underlagt, som alle andre viden
skabsgrene. Der gives ingen genveje til erkendelsens mål; vejen er
overalt én og den samme. Den spekulative filosofi har alligevel ofte
taget sit udgangspunkt i almindelige principer og ideer, hvis gyldig
heden ikke betvivlede, og hvis konsekvenser den så forfulgte, så langt
den formåede. Men man vil altid finde, at der er gået et analytisk
arbejde forud som jo Sokrates går forud for Plato. Descartes for
Spinoza, Kant for Fichte, Schelliug og Hegel. Fejlen er her kun
den, at man for hurtig har anset analysen for fuldendt. På den
anden side må man betragte selve de spekulative systemer som for
skellige forsøg på at undersøge enkelte grundbegreber og prøve deres
rækkevidde. Det enkelte begreb, der göres til systemets princip, er
taget ud af hele den menneskelige idékreds, og på denne måde er
systemernes historie en fremskridende analyse, hvorved anskuelserne
klares og lutres. Dog vægrer i reglen det enkelte system sig ved
således at være led i en fremskridende proces; det mener i sit prin
cip at være trængt frem til tilværelsens indre og fordrer det anerkendt
som den sande erkendelse. Derved får filosofien så ofte en dogma
tisk karakter, og det vil altid vise sig, at dogmatismen er forbunden
med en undervurdering af den analytiske methode. Som synthetisk
57
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
