Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
For at en methode som den angivne skal have nogen værdi, er
den første fordring, at indholdet, hvorfra der gås nd, virkelig er givet,
og givet i bestemte former. För enhver uklarhed i denne henseende
er fjærnet, kan analysen ikke med berettigelse afsluttes. Nu er det
umiddelbare indhold, som er givet, når den filosoferende tanke begynd
er sit arbejde, af en dobbelt art. Der er for det første den såkaldte
ydre verden, en række billeder og bevægelser, der udfolde sig i tid
og rum, og der er for det andet subjektets egne indre tilstande,
dets tanker, følelser og viljesytringer, som afløse hverandre i tiden og
kun symbolsk udformes som billeder i rummet. Men den filosofiske
analyse træffer her ikke på råstof. De enkelte videnskabsgrenc ana
lysere hver sin kreds af den indre og den ydre verdens indhold; dette
arbejdes resultater må den filosofiske analyse anerkende (hvis den da
ikke i spekulativt overmod vil göre det om), og den bliver derfor
som vi ovenfor udtrykte os analyse i anden potens, når den
forsøger at benytte de specielle analysers resultater til en totalanalyse,
til dannelse af en verdensanskuelse. Men den Boströmske filosofi
synes at mene, at situationen er den samme som i Plato’s dage, hvor
filosofen var den eneste forsker, hvor arbejdets deling endnu ikke var
indført på videnskabens område. Den betegner erfaringsvidenskaben
med det hånende ord ”empiri’’, som for den betegner ”videnskabens”
modstykke. Empirien, siger Boström, har med det sanselige at göre,
spekulationen med det fornuftige, det rationelle. Empirien giver kun
materialerne. En empirisk filosofi har ikke mere ret til filosofiens
navn, end overtroen har til religionens navn. (’’Grundlinier” p. 9, 11).
De årsager, som empirien formår at påvise, ere falske, ere kun skin
årsager*); først filosofien finder de sande, rationelle årsager (causæ
-finales). —Der mangler dog her en væsenlig mellembestemmelse. Pole
miken mod empirien er berettiget, når man ved empiri mener en løs
og tilfældig opsamlen af fakta; allerede Baco polemiserede mod, hvad
han kaldte experientia vaga. Men erfaring i betydning af nöjagtig
experimental bestemmelse af lov og sammenhæng er noget helt andet
end hin løse opsamlen, der ganske vist falder udenfor videnskaben.
Den spekulative filosofi gör sig sagen altfor let ved at overse denne
væsenlige forskel. Dersom den vilde stige ned på jorden og erkende
sit fællesskab med den jordiske forsken (det synes ofte, som om den
ligesom de til mennesker forvandlede indiske guder havde van
skelighed ved at stå fast på jorden), så vilde den anerkende det som
et stort gode, at erfaringsvidenskaben lægger materialet således til
rette, som den gör. Det givne indhold, filosofien (som spekulation)
*) ”Grundlinier” p. 22 . ”blott falska eller empiriska orsaker causce evid
entes i stället för de sanna eller rationella”), p. 50 (... . ”skenorsaker, hvilka den
empiriska ytligheten anser för verkliga”); kfr. p. 55. Grubbe stiller ligefrem ”empi
risme” i modsætning til ”videnskabelighed”, hvilken falder sammen med spekulationen
og den ”högre syftning”. (II p. 328).
61
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
