Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
stå Linanden meget nær og dog ethisk set henhøre til meget forskellige
klasser.
Dersom analysen skulde have virkelig filosofisk betydning, måtte
erfaringsindholdet først være bredt ud for vore öjne med mere eller
mindre udførlighed, og det måtte være vist, hvorledes de enkelte mo
menter kunne udvikles af det. Men vi have allerede set exempler på,
hvorledes begreberne hos Boström undergå en meget betænkelig me
tamorfose, når de tages ud af erfaringens kreds. Med den bemærkning,
at bevægelse og forandring ikke ere væsenlige bestemmelser i livets
begreb, mener han at have godtgjort berettigelsen til at anvende dette
som udtryk for det absolute. Et studium af den nyere biologi viser
nu tvært imod, at liv stedse forudsætter en dobbelthed: næmlig for
uden den levende organisme en omverden (le milieu), et system af ydre
betingelser, conditions de Vexistence (Cuvier). Og noget lignende gælder
om selve bevidsthedens begreb, således som adskillige filosofer (mest
energisk Fichte) have påvist.*)
Det turde ved en gennemgående analyse af vort bevidsthedsind
hold vise sig, at der ikke er en eneste bestemmelse, som ikke i sit
væsen er relativ og derfor ikke kan anvendes på det absolute **). Det
var indsigten heri, og ikke antagelsen af en ”ting i sig selv” (Nyblæus,
I, 2 p. 253), der førte Kant til at fornægte muligheden af en metafysik
som erkendelse af tingenes væsen. Denne indsigt var endnu levende
hos Fichte og brødes hos ham med den spekulative impetus. Først
Schelling og Hcgel satte sig aldeles ud over disse betænkeligheder.
Senere have navnlig Hamilton, Bain, Spencer og Wundt påvist den
gennemgående logiske og psykologiske gyldighed af relativitetens lov.
Kant selv mente vel, at der var visse privilegerede psykologiske
kendsgerninger, der skulde kunne emanciperes og cmancipere os fra
denne lov. Pligtfølelsen, det moralske ansvar et moment af, hvad
der i Boströmianismen kaldes ”höjere erfaring” åbnede for ham
indgangen til det absolutes verden. På lignende måde Hamilton og
flere Ny-Kantiancre. Men her gælder det netop, at man ikke må lade
sig lede vild af værdibestemraelserne og ikke uden videre, omskrive
dem til theori. Dette er dogmernes frugtbare kilde, en tilflugt for
ijnava ratio. Hvor stor eller hvor liden værdi et faktum har for os,
så kunne vi dog deraf ikke lære det mindste om dets forklaring eller
om, hvorvidt det kan forklares eller ikke forklares af naturlige år
sager. Når den filosofiske diskussion kommer ind på værdibestemmel-
*) Boströmianismen opfatter den enkelte personlighed som organ for en större to
talitet, en höjere organisme. Men når nu personlighedsbegrebet skulde anvendes på det
absolute, så måtte dette jo også være organ for et höjere hvilket bliver meningsløst.
**) Og det hjælper ikke, om man, som Stuart Mili i sin (på dette punkt) uheldige
polemik mod Hamilton foreslog, vilde sætte adjektivet ”absolut” i stedet for abstrak
tionen ”det absolute”. Ti begreber som absolut magt, visdom etc. lide akkurat af samme
vanskeligheder, som selve begrebet ”det absolute”; kun skjuler adjektivet dem bedre.
63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
