Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
ladt af alle, med undtagelse af spekulative filosofer. Det synes at
være noget, der for mange er forbundet med særegne vanskeligheder,
at indrömme, at der som udviklingens resultat kan fremkomme noget,
der i ingen forstand var til forud. Når barnet om foråret ser bladene
komme frem, tror det, at de have ligget inde i grenene, og at der mi
åbnes for dem. Dets ræsonnement er, at for at de skulle kunne kom
me ud, må de først være bragte derind. Udtrykt på mere lærd vis
vil dette sige, at hvad der er aktuelt, allerede må have været til po
tentielt. På denne måde får alt en evig præexistens. Således antog
Leibnitz, at fornuften oprindelig var lagt ind i de spirer, der udvikle sig
til fornuftvæsener, så at udvikling (dévdoppement) forudsætter indvik
ling (<’.nveloppcment*). Det er denne theori, man bar kaldet æskehypo
thesen, fordi den tænker sig tingene gemte indeni hinanden og ud
viklingen bestående i, at man tager dem fra hinanden. Videnskabernes
senere fremskriden har ført til at forlade dette udviklingsbegreb, som
ophæver al kvalitativ forandring. Kant var den første, der opstillede
en anden type for udvikling, idet han i sin ”Allgemeine Naturgeschichte
und Theorie des Himmels” (1755) opstiller den bekendte, endnu gæld
ende hypothese om solsystemets oprindelse af en kaotisk tågemasse
ved fremskridende artikulation. Kort efter (1759) påviste anatomen
C. F. Wolff, den videnskabelige embryologis stifter, at fosteret opstår
successivt ud fra et ensartet anlæg, og opstillede theorieu om epigenese,
om virkelig nydannelse, i modsætning til den såkaldte evolutionstheori,
der lærte en blot afdækning af allerede formede dele. Denne theori
er trods Haller og Bonnet trængt igennem og har fået sin fulde
bekræftelse**). Den, der vil danne sine begreber efter erfaringen, har
ingen anden udvej end at følge det således indslagne spor. Herbert
Spencer har vist, hvorledes udviklingsbegrebet i sine hovedtræk er
ét og det samme på alle de forskellige områder, og at dets væsenlige
karaktermærker ere overgang fra ensartet til uensartet (differentieret)
tilstand, fra mindre til större sammenhæng, fra übestemthed til be
stemthed ***). Den åndelige og den materielle verden, således som vi
kende dem ad erfaringens vej, vise den samme type i deres udvik
lingsproces.
Overfor den rigdom af træk og begivenheder, udviklingen i er
faringens verden viser os, tager det sig fattigt ud, når Boströmianismcn
ikke har andet at fortælle os, end at det hele er en overgang fra dunkel-
*) ”J’aimerois me passer des miracles dans la generation de Vhomme, comme dans
celle des andres animaux; et cela se pourra eæpligver, en concevant gue dans ce grand
numi)rc d’åmes et d’animaux, ou du molns de corps rivans gui sont dans les semences,
ces dmes seules gui sont destinées a parvenir un jour å la nature humaine, enveloppent
la Raison gui y paraitra im jour". ”Théodicée” § 397; kfr. ”Monadologie” § 73—75.
**) Smlgn. Kollilier: ”Entwickkmgsgescluelite des Menschen und der höheren
Thiere” (Leipzig 1861) p. 4.
***) Se min bog: ”Den engelske Filosofi i vor Tid” (København 1874) p. 136—138,
160-167.
72
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
