Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
Ligesom dette æventyr fremstiller moirerne som hjelpsomme Uge over
for kvinden og som fremmende den egteskabelige forbindelse, således ei
det den dag i dag en gjængs tro blandt Helhis’s kvinder, at moirerne
i særdeleshed er deres beskytterinder, og den ugifte pige ofrer endnu
til dem for at få en egtefælle. I den Hellenske oldtid gjorde en
lignende opfatning af skjæbnegudinderne sig gjældende. Vistnok havde
moirerne med hensyn til det enkelte individ væsentlig en dobbelt
gjerning at öve: såsnart et menneske var födt, spandt de hans livs
tråd og bestemte den skjæbne, han skulde nyde; og når han så havde
gjcnnemlevet det tidsmål, som var ham skjænket, afskar de livstråden
og lod ham hjemfalde til döden. Men foruden denne almindelige
gjerning tillagde man også moirerne et speciellere hverv, idet de
betragtedes snart som födselsgndinder, der næsten gik over til en slags
skytsguddomme for den kvindelige natur, snart som magter, åev frem
mede eller rudede for samlivet mellem mand og kvinde. Som sådanne
indfandt de sig ved Zevs’s og Heras bryllup, idet de redte brude
sengen og sang bryllupssangen; ligeså var de tilstede ved Pelcvs’s
bryllup, og efter Pindar förte de Themis til Zevs, for at hun skulde
blive hans hustru; hos Pollux fortælles det endelig, at enhver brud
plejede at ofre til moirerne som slige magter. Den förste fore
stilling kommer f. eks. til syne deri, at fodselsgudinden Eileithyia,
der et enkelt sted tillægges skjæbnegudinderues virksomhed, idet
hun benævnes "den skjönt spindende”, påkaldtes som moirernes lige
eller nær forbundne embedssöster (ivfr. Preller G. M. 3 aufl. I, s.
434 fg.).
En med denne Græske analog tro kan også eftervises i de Nor
disk-Germaniske folketraditioner. Grimm har påvist, at den Tyske
pendant til ”Die faulenzerin” er fremgåt af ideen om nornorne (D.
M. 4 ausg. I, s. 344); det samme har Jörg. Moe gjort opmerksom
på med hensyn til ”De tre mostre”, idet han påpeger den på bunden
liggende forestilling om en skjæbne, som uddeler sit held uden hen
syn til de dödeliges stræben efter at gjöre sig dette værdige eller ej
(Sml. skr. 11, s. 55 fg.). I disse æventyr fremstilles altså ligesom
i det Hellenske nornernes hjelpsomhed mod kvinden og deres fremme
af den egteskabelige forbindelse. Også i andre af vore folketraditioner
fremtræder nornerne på samme måde, idet de viser sig beskyttende og
hjelpende lige over for adskilte elskende. De tre gamle koner, som så
ofte forekommer i vore æventyr (f. eks. i N. F. I, nr. 41), og som
ved råd og gaver hjelper den (forladte) elskende til at finde sin
gudinderne bruger navnene parca og nympha om hinanden, biir denne overensstem
melse interessant. Den synes at tyde på, at skjæbnegudinderne i norden som i syden
opfattedes som nymfer. Skulde man turde antage, at det er denne forestilling, som
ligger til grund for en af læsemåderne af et omtvistet sted i Völuspå (v. 23), efter
hvilken nornerne steg op af sjöen under Yggdrasill? Jvfr. S. Grundtvigs Eddaudg
1874, anmerkning til v. 23 og v. 7.
262
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
